Hvordan sikrer du, at dit næste bygge-, anlægs- eller infrastrukturprojekt ikke drukner i stigende vandmasser, smelter i hedebølger eller sprækker i tørke? Klimaforandringerne er ikke længere et fremtidsscenarie - de er allerede en pris på balancebogen. Alligevel bliver klimarisiko alt for ofte først opdaget, når budgettet er sprængt, tidsplanen skredet, eller forsikringsselskabet ryster på hovedet.
Heldigvis kan du komme stormen i forkøbet. En systematisk klimarisikoscreening giver dig et solidt beslutningsgrundlag, der kan spare både CO₂, kroner og krisehåndtering. Samtidig er den vejen til at imødekomme fremtidens lovkrav - fra EU-taksonomi og CSRD/ESRS til VVM og forsikringernes nye policer.
I denne artikel guider vi dig gennem seks praktiske trin fra den spæde idéfase til den endelige beslutningsport. Undervejs ser vi på værktøjer, datakilder og faldgruber, så du kan omsætte klimarapporter til konkrete tilpasninger, der gør dit projekt både modstandsdygtigt og investeringsklar.
Spænd skoene - vi begynder med at sætte rammen for en klimarisikoscreening, der holder vand.
Formål og rammer for klimarisikoscreening
Klimarisikoscreening er grundlaget for at forstå, hvordan fremtidens vejr- og klimaforandringer kan påvirke et projekt, før der træffes bindende beslutninger. Uden en systematisk screening risikerer investeringer at blive maladapted, dvs. låst fast i løsninger, der ikke kan modstå kommende temperaturstigninger, skybrud eller stormfloder. Screeningen giver et tidligt reality-check på, om projektet overhovedet er robust i den geografiske og tidsmæssige kontekst, og den skaber dermed bedre vidensgrundlag for politiske, tekniske og finansielle beslutningstagere.
En veludført klimarisikoscreening kobler beslutningskvalitet, økonomi og resiliens. Den fremhæver de forhold, som kan øge anlægs- og driftsomkostninger, forringe indtægtsgrundlaget eller skabe driftsstop, og den identificerer cost-effektive muligheder for tilpasning, der reducerer fremtidige tab. Dermed understøtter screeningen ikke kun et projekts bæredygtighedsprofil, men også dets business case: færre uplanlagte omkostninger, lavere forsikringspræmier, lettere adgang til grøn finansiering og højere anlægsværdi ved end-of-life.
I stigende grad er screeningen desuden lov- og standarddrevet. Projekter med EU-taksonomirelevans skal dokumentere ”Do-No-Significant-Harm” og klimamæssig robusthed; CSRD/ESRS E1-E5 kræver rapportering af klimarisici og tilpasningsplaner; TCFD/ISSB forventer scenariebaseret analyse af fysiske risici; og danske VVM-regler (miljøkonsekvensvurdering) stiller krav om vurdering af klimarelaterede påvirkninger. Mange finansielle aktører bruger allerede disse rammer som adgangsbillet til kapital, hvilket gør en dokumenteret screening til et konkurrenceparameter.
Ideelt igangsættes klimarisikoscreeningen allerede i idéfasen - før der låses budgetter og design. Den revideres ved hoved-porte: konceptvalg, forundersøgelse, detailprojektering og før drift/overdragelse. Denne trinvise tilgang sikrer, at ny viden om klimascenarier, ændrede designstandarder eller lokale forhold løbende kan indarbejdes, så projektet forbliver robust gennem hele livscyklussen og kan rapporteres transparent til investorer, myndigheder og andre interessenter.
Overblik: De 6 trin fra idé til beslutning
En effektiv klimarisikoscreening følger en trinvis og iterativ proces, som guider projektet sikkert fra tidlig idéfase til endelig beslutning. Metoden sikrer, at risici opdages tidligt, at tiltag kan planlægges proaktivt, og at investeringen forbliver robust i hele dens levetid. Nedenfor gives et kort overblik over de seks trin, som udgør fundamentet for resten af screeningen.
De 6 trin i koncentreret form:
- Trin 1 - Afgrænsning og mål: Sæt formål, succeskriterier og organisatorisk scope - hvad screenes, hvornår, og hvorfor?
- Trin 2 - Klimadrivere og scenarier: Vælg relevante klimavariabler (fx ekstreme nedbørshændelser, stormflod) og IPCC-scenarier som reference.
- Trin 3 - Eksponering: Kortlæg geografisk og funktionel udsathed ved hjælp af GIS, myndighedskort og lokale data.
- Trin 4 - Sårbarhed/følsomhed: Vurder bygningers, systemers og processers robusthed, inkl. kritiske afhængigheder.
- Trin 5 - Samlet risikovurdering og prioritering: Kombinér sandsynlighed og konsekvens i en matrice; prioriter de mest presserende risici.
- Trin 6 - Tiltag, plan og opfølgning: Udpeg og værdisæt tilpasningstiltag, definér KPI’er, implementeringsplan og løbende monitorering.
Processen følger typisk projektets beslutningsporte (stage-gate-model): Idé og koncept (trin 1-2), forundersøgelse og design (trin 3-4), investeringsbeslutning (trin 5) og gennemførelse/drift (trin 6). Hvert trin tilfører ny viden, der enten bekræfter projektets levedygtighed eller udløser en “stop-go”-beslutning. Tidslinjen kan komprimeres til få uger for mindre projekter eller strække sig over måneder ved store infrastrukturinvesteringer.
Succes kræver klare roller og ansvar: projektleder som procesejer, fagspecialister (klima, GIS, økonomi) som dataleverandører, beslutningstagere som gate-godkendere, og eksterne interessenter som sparringspartnere. Et simpelt RACI-skema synliggør, hvem der er Responsible, Accountable, Consulted og Informed i hvert trin. Sådan forankres klimarisikoen som en integreret del af den normale projektstyring - ikke et separat bilag.
Trin 1–2: Afgrænsning og klimascenarier
En solid klimarisikoscreening starter med en skarp afgrænsning af projektets scope: Hvilke fysiske anlæg, processer eller services indgår, og hvor i værdikæden - fra råvareindkøb til drift og bortskaffelse - ligger de væsentlige beslutningspunkter? Identificér samtidig de kritiske aktiver (fx transformerstationer, IT-serverrum, nøgleleverandører) og fastlæg en tidshorisont, der matcher både aktivernes levetid og investorernes afkastkrav (typisk 10-50 år). Kortlæg også nøgleinteressenter: interne (projektteam, bestyrelse, drift) og eksterne (kunder, forsikringsselskaber, myndigheder, lokalsamfund). Til hver interessent noteres informationsbehov og beslutningsporte, så resultaterne fra screeningen kan målrettes den rigtige modtager på det rigtige tidspunkt.
Næste skridt er at vælge relevante klimadrivere - de fysiske faktorer, der kan påvirke projektet: • Nedbør & skybrud (intensitet, varighed) • Temperatur & hedebølger (varighed, tropenætter) • Storm & vindstød (frekvens, middelvind) • Havniveaustigning & stormflod • Tørke & vandstress. For hver driver vælges ét eller flere IPCC-baserede scenarier (SSP-RCP-kombinationer), fx SSP1-2.6 (hurtig omstilling), SSP2-4.5 (mellemvej) og SSP5-8.5 (høj udledning), så man får et spænd i både sandsynlighed og konsekvens. Hvis projektet er del af EU-taksonomiens “klimasikring”, bør mindst ét scenarie ≥ 3 °C indgå, som regulativet tilsiger. Supplér med nationale data fra DMI Klimaatlas og regionale højdemodeller for at koble globale projektioner til lokal virkelighed.
Endelig skal der fastlægges en baseline og klare referenceperioder. Typisk anvendes 1991-2020 som historisk reference, mens fremtidsperioder opdeles i kort sigt (2030-2040), mellem sigt (2050-2060) og lang sigt (2080-2100). For hvert klimadriver defineres acceptkriterier - fx “maks. 1 oversvømmelse årligt over koten +2,10 m” eller “maks. 12 sammenhængende dage over 35 °C”, så selve risikoanalysen senere kan måle direkte mod beslutningstærsklerne. Baseline, scenarievalg og kriterier dokumenteres i et beslutningsnotat, der godkendes af projektets styregruppe; på den måde sikres både sporbarhed og konsistens, når screeningen bevæger sig videre til trin 3 - 4.
Trin 3–4: Kortlægning af eksponering og sårbarhed
Geografisk eksponering er første skridt. Start med at placere projektets fysiske elementer - bygninger, ledningsnet, adgangsveje, økosystemer - i et GIS-miljø. Her kan du overlægge de bedste tilgængelige klimadata: DMI Klimaatlas for fremtidige temperatur- og nedbørsmønstre, Kystdirektoratets højvandsstatistikker for stormflod og havniveaustigning, SDFI for jordbund og satellitbilleder samt GEUS for grundvandsstigninger. Mange kommuner stiller desuden detaljerede risikokort til rådighed over skybrud, oversvømmelse og erosion. Ved at krydse disse lag med projektets koordinater kan du identificere hotspots: Hvor rammer 100-års regnhændelser terræn med lav permeabilitet? Hvilke kritiske installationer ligger under +2,5 m DVR90? Og hvor kolliderer stormbaner med nøgletransportkorridorer? Visualisér resultaterne i tydelige heatmaps, så beslutningstagere straks ser, hvor risikoen ophober sig.
Dernæst vurderes sårbarhed og kapacitet. Mens eksponering beskriver hvor klimapåvirkningen rammer, viser sårbarhed hvordan projektet reagerer. Gennemgå derfor eksisterende designstandarder (f.eks. DS/EN 1991-1-4 for vind, DS/EN 1991-1-9 for temperatur), materialevalg, redundans og drift. Er tagkonstruktionen dimensioneret til fremtidige sne- og vandlaster? Har IT-systemerne nødstrøm i mere end 48 timer? Og er der etableret mobile pumper til hurtig afvanding? Kombinér tekniske fakta med organisatoriske forhold som beredskabsplaner, lagerkapacitet og forsyningskontrakter. Scor hvert kritisk aktiv på følsomhed og tilpasningskapacitet - eksempelvis på en skala fra 1 (lav) til 5 (høj) - for at kunne sammenligne på tværs af anlæg og funktioner.
Husk til sidst de usynlige sammenhænge. Mange klimarelaterede tab opstår via kritiske afhængigheder uden for projektets hegn: strømforsyning, telekommunikation, nøgleleverandører, økosystemtjenester og arbejdskraft. Identificér derfor potentielle dominoeffekter: Et strømnedbrud under en hedebølge kan lamme køleanlægget; en oversvømmet adgangsvej kan forhindre servicepersonale i at nå frem; saltindtrængning i vandløb kan påvirke råvand og produktion. Kortlæg tværsektorielle koblinger og noter, om der findes redundante alternativer. Resultatet er en holistisk eksponerings- og sårbarhedsprofil, som danner grundlaget for den efterfølgende samlede risikovurdering og prioritering af klimatilpasningstiltag.
Trin 5–6: Risikovurdering, prioritering og tilpasning
Trin 5: Samlet risikovurdering begynder med at plotte resultaterne fra eksponering- og sårbarhedstrinnene ind i en risikomatrice, hvor sandsynlighed (fx lav-meget høj) krydser konsekvens (fx ubetydelig-kritisk). For større projekter kan matrixen kvantificeres (f.eks. sandsynlighed i % og økonomisk konsekvens i mio. kr.), mens mindre projekter kan nøjes med en kvalitativ farvekode. Husk at etablere flere tidshorisonter (kort ≤ 10 år, middel 10-30 år, lang > 30 år) og tydeliggøre datakildernes usikkerhed (konfidensintervaller, scenarie-spænd). En praktisk tommelfingerregel er kun at eskalere risici som både har sandsynlighed ≥ ”moderat” og konsekvens ≥ ”betydelig” - resten håndteres som baggrundsrisiko eller monitoreres.
Prioritering og cost-benefit følger af matrixen: Sortér de højeste risici efter netto-nytte (forventet tab minus tilpasningsomkostning over levetid), og vælg herefter tiltag ud fra fire hovedkategorier: ① Fysisk tilpasning (forhøjede kajkanter, stormflodsporte, oversvømmelsessikre materialer); ② Naturbaserede løsninger (vådområder, bynær skov, permeable belægninger); ③ Proces- og beredskabsprocedurer (early-warning-systemer, redundante forsyningskæder, fleksibel drift); ④ Risikooverførsel (forsikring, kontraktuel allokering, grønne obligationer). Til hver mulighed beregnes NPV, payback-tid og evt. Social Cost of Carbon. Investeringsprogrammet samles i et prioriteringsdiagram, så beslutningstagere kan se ”quick wins”, højværdi-løsninger og langsigtede must-haves.
Trin 6: Implementering og opfølgning konsoliderer valgte tiltag i en handlings- og milepælsplan med ansvarlige roller, budget, tidslinje og succeskriterier. Sæt KPI’er som fx ”maks. 5 cm vand i teknikrum under 100-års-hændelse” eller ”≤ 5 dages driftstab pr. år 2050”. Dokumentér den residuelle risiko (det niveau der accepteres efter tiltag), og indarbejd krav om løbende review: • årlig statusrapport til ledelse/bestyrelse (CSRD/ESRS-klar) • fuld revurdering hvert femte år eller ved større designændringer • offentlig transparens via TCFD- eller ISSB-rapportering. Dermed bliver klimarisiko ikke en engangsøvelse, men et dynamisk ledelsesværktøj der følger projektet gennem hele dets livscyklus.