6 kendetegn ved den store vandsalamander i yngledragt

Når forårets første lune regnskyl fylder de små skovsøer og vandhuller, forvandles en ellers sky padde til en sand undervandsdrage: den store vandsalamander (Triturus cristatus). Med sine flammetfarver og dramatiske finnepragt er arten et af de mest spektakulære syn i dansk ferskvand – men vidste du, at det kun varer få måneder om året?

I yngletiden tager især hannen en opsigtsvækkende galladragt på, der både imponerer hunnerne og får naturinteresserede til at spærre øjnene op. Fra rygkam og perlemorsstribe til halevifting og ildorange bugmønster: Hver detalje er et nøje finjusteret signal i salamandrernes forårsbryllup.

I denne artikel dykker vi ned i seks sikre kendetegn, du kan bruge til at genkende den store vandsalamander i yngledragt – og måske selv opleve det hemmelige spil under overfladen. Sæt wadersene klar, lad pandelampen op, og tag med på en tur til de danske vandhuller, hvor naturens egen lille dinosaur gør kur.

Høj, savtakket rygkam hos hannen

Når den store vandsalamander (Triturus cristatus) entrer vandfasen i det tidlige forår, transformeres hannens silhuet dramatisk af en høj, savtakket ryg- og halekam, der straks afslører hans køn og parringsparathed.

• Udseende: Kammen rejser sig som en bølget savklinge fra nakken, fortsætter hen over ryggen og løber uafbrudt ud på halen. Tænderne i “savsæggen” er ujævne og giver et næsten dragelignende præg.
• Det karakteristiske “hak”: Præcis ved haleroden ses et lille indsnit, hvor kammen afbrydes, før den tager fat igen på selve halen. Dette hak er et nøglekendetegn for arten.
• Kønsforskel: Hunnen mangler fuldstændigt rygkam; hendes ryg forbliver glat og lav. Ser du en salamander uden kam i samme vandhul, er det altså næppe en han, men en hun – eller et andet salamander-slægtning.
• Tidspunkt: Rygkammen vokser frem få uger før parringssæsonen (ofte sidst i marts) og er størst omkring april-maj. Efter landstigningen i sensommeren “visner” kammen igen og bliver næsten usynlig.
• Funktion: Den høje kam tjener som visuel signalflag under kurtiseringen. I skumringen, hvor hannerne “danser” for hunnerne, bølger kammen elegant side til side og forstærker den fiskelignende profil.
• Felttip: Brug en lommelygte med svag spredt lys fra bredden; i klart vand vil kammen ofte kaste en skygge på bunden, længe før du ser resten af dyret. Hold dog afstand – bevægelse ved bredden kan få hannen til at dykke ned i vegetationen.

Sammenfattende er den savtakkede rygkam det mest iøjnefaldende og sikre kendetegn for en parringsklar han af den store vandsalamander. Ser du den, er du vidne til et flygtigt forårsfenomen, som kun få måneder senere igen er forsvundet.

Perlemorshvid stribe langs halens nederkant

Hos stor vandsalamander (Triturus cristatus) er den perlemorshvide stribe langs hannens halens underside et af de mest iøjnefaldende kendetegn i yngletiden. Striben strækker sig fra kloakken og helt ud til halespidsen og kan – når lyset rammer korrekt – glimte som flydende sølvbånd under vandfladen.

Hvorfor opstår striben?
Den metalliske glans skyldes et tæt lag af iridoforer – specialiserede hudceller, der reflekterer lys på samme måde som perlemor. Refleksionen forstærkes, når hannen bevæger halen i små ryk under kurtiseringen, så striben fremstår som et blinkende signal til hunnen.

Sådan ser du striben i felten

• Vælg klart vand: Kig efter arten i små, fisketomme vandhuller eller havesøer med god sigt.
• Tidspunkt: Aften- og morgenskumringen i april-maj giver det bedste skrålys, der får striben til at lyse.
• Placér dig lavt: Gå i knæ eller læg dig på en bro/raft – medlys fra solen bag dig øger kontrasten.
• Ro i vandet: Vent stille; bevægelser i overfladen ødelægger det spejl, striben reflekteres i.
• Brug en lygte: Ved natobservation kan en svag, varm LED-lygte fra siden få striben til at “tænde”.

Under selve haledansen vrider hannen kroppen i et S, mens halen pisker forbi hunnen. Hver gang halen passerer hendes synsfelt, fanger striben både sol- og månestråler og sender korte glimt af lys – et optisk morsealfabet, der tydeligvis tæller i parringsvalget. Forskning har vist, at hunner oftere vælger hanner med kraftigst reflekterende stribe, fordi den indikerer god kondition og hudkvalitet.

Kort sagt: Den perlemorshvide stribe er mere end blot pynt – den er et evolutionært LED-lysbånd, der guider hunnerne til de sundeste hanner i forårets dunkle vandhuller.

Ildorange bug med store, sorte pletter

Hos den store vandsalamander (Triturus cristatus) lyser bugen op som et lille ildhav, når dyret indtager vandfasen i foråret. Hele bugfladen – fra struben og bagud til kloakken – er dækket af en , som i yngletiden (marts-juni) fremstår allerstærkest. Orangefarven brydes af store, uregelmæssige sorte pletter, der er så unikke for hvert individ, at de kan bruges som et biologisk “fingeraftryk”, præcis som mønstret på en leopards pels.

1. Sådan spotter du farverne: Kig efter salamandere, der hviler på lavt vand, og vend forsigtigt et dødt blad i vandkanten. Når dyret svømmer væk, ses “ildbugen” tydeligt.
2. Undgå forveksling: Den mindre T. vulgaris (lille vandsalamander) har som regel en mere gullig til orange bug med mindre, tættere pletter – aldrig de store, mørke “splat” hos den store art.
3. Ingen kønsforskel i farven: I modsætning til rygkam og sølvstribe, som kun hannen bærer, deler begge køn det flam­me­farvede bugmønster.

Under kurtiseringen svømmer hannen ofte sidelæns for at blotte bugen for hunnen, mens han vifter dufts­stof­fyldt vand mod hende med halen. De stærke farver forstærker dermed ikke blot artens skønhed, men fungerer også som visuel katalysator for forårets parrings­ritualer.

Mørk, vorteagtig hud og hvidspættede flanker

Den store vandsalamanders overside er mørkebrun til næsten kulsort og dækket af en grov, vorteagtig hudtekstur. Hver vorte er egentlig en giftkirtel, som kan udskille et mildt hudirriterende stof – et effektivt forsvar mod fisk og andre rovdyr. Det ujævne hudlandskab bryder lysets reflekteringer og gør dyret mindre synligt i det skyggespættede vandmiljø.

Langs siderne danner hundredvis af små, kalkhvide prikker et marmoreret mønster. Mellem prikkerne anes en mørk pigmentering, som får flanker og ben til at se næsten stjernehimmel-agtige ud. Mønsteret er ikke blot dekorativt; det er nøglen til at skelne arten fra den mere almindelige lille vandsalamander (Lissotriton vulgaris):

1. Camouflage: Den mørke nuance matcher bunden af nedgravet blade og mudder.
2. Signalfarve: De hvide prikker reflekterer sparsomme lysglimt og kan fungere som artsgenkendelse i det dunkle vand.
3. Hudtekstur: Vorterne øger hudens overfladeareal og giver bedre iltoptagelse gennem huden, når salamanderen står stille.

Ser du en vandsalamander med kontrastfuld, hvidspættet flanke og en ru, mørk ryg, er chancen stor for, at det er den store vandsalamander i sin karakteristiske yngledragt.

Kraftig, sammentrykt hale med tydelig halefinne

Den store vandsalamanders hale skifter dramatisk udseende, når dyret forlader landets fugtige skovbund og indleder vandfasen i forårs- og forsommermånederne. Væk er den forholdsvis runde landhale; i stedet ses nu en høj, sideflad og muskuløs hale, der afsluttes af en bred, næsten gennemskinnelig halefinne. Forvandlingen gør salamanderen overraskende agil i vandet – næsten som en lille fisk mellem kærens vandplanter.

1. Sideflad profil
   Set fra siden er halen væsentligt tykkere ved roden og løber gradvist til en skarpere kant, hvilket reducerer vandmodstanden.
2. Membranøs finne
   Finnen breder sig op over ryggen og fortsætter hele vejen ud til halespidsen. Den er delvist gennemsigtig og kan glimte svagt blågrå i sollys.
3. Muskulatur til hurtige ryk
   De kraftige laterale muskler gør salamanderen i stand til at affyre korte, eksplosive s-sving, når den jagter myggelarver eller undslipper ænder og fisk.
4. Visuelt signal under spil
   Hos hannen spejler finnen lys og fremhæver samtidig den savtakkede rygkam, så hele silhuetten virker større over for hunnen og rivaliserende hanner.

Har du snorkel eller waders på, kan du med lidt tålmodighed i morgenskumringen opleve, hvordan hannen stationært “svæver” med halen svagt pulserende for at holde position – næsten uden at bevæge lemmerne. Kommer en hun forbi, sætter han straks halen i kraftige, bølgende bevægelser, der både sender feromoner mod hende og tydeligt viser hale-finnen frem.

Tip til feltobservation: Stå stille på bredden og kig skråt ned i vandet. Når salamanderen stopper op mellem vandplanterne, vil du ofte først få øje på den lysende bug og den let bølgende halefinne, før resten af kroppen træder frem.

Kurtisering i vandet: haledans og vift med halen

Når vandtemperaturen stiger til 8-10 °C i marts-april, indfinder den store vandsalamander (Triturus cristatus) sig i sine ynglevandhuller. Her indleder hannen et sofistikeret parringsspil, som både er visuelt og kemisk forførende:

1. Zigzag-approach
   I roligt tempo nærmer hannen sig hunnen i en skarp, siksak-bevægelse – et mønster, der fremhæver hans høje rygkam og den sølvglimtende halekant.
2. Kropsløft og kam-display
   Pludseligt retter han kroppen op på alle fire ben, næsten som om han “rejser sig” fra bunden. Samtidig foldes ryg- og halekam helt ud, så silhuetten virker større og mere bølget.
3. Halefaneren
   Med korte, rykvise bevægelser vifter hannen halen mod hunnen. Bevægelsen skaber små vandstrømme, der bærer feromoner fra kloakkirtlerne direkte til hunnen – et duftsignal, der stimulerer hendes parringstrang.
4. Fastfrysning og præsentskridt
   Som afslutning “fryser” hannen pludselig i et par sekunder, hvorefter han tager få, meget langsomme skridt frem. Reagerer hunnen positivt, fortsætter han; afviser hun, svømmer han væk og forsøger igen senere.
5. Spermatofor-overførsel
   Når hunnen viser accept (bl.a. ved at røre ved hans hale), placerer hannen en geléagtig spermatofor på bunden. Hunnen bevæger sig hen over den og optager sædpakken i sin kloak – en proces, der ofte sker helt uden menneskets blik, da den foregår i tusmørket.

Tid og sted: Ritualet ses oftest fra solnedgang til midnat i vegetationsrige, fiskefrie vandhuller. Tæt undervandsvegetation som krebseklo, vandranunkel eller dunhammer giver hannen optimale “scenegulve”, hvor lysreflekser fra kam og hale virkelig kommer til deres ret.

Tip til natur-iagttagere: Brug en rød lommelygte og hold afstand fra bredden – for megen bevægelse eller lysskær kan afbryde hele forestillingen. Ofte afslører en diskret bølge på spejlet eller et glimt af den orange bug, at danseakten er i fuld gang under overfladen.