Hvinandens valg af redeplads i Danmark

Midt i aprilmorgnens kølige dis kan man i de danske skovsøer høre et skarpt, metallisk “hvin”. Lydens ophavsmand – den sort-hvide hvinand – er netop ankommet fra vinterkvarteret, og dens vigtigste opgave venter: at finde det rigtige hul, det sikre træ eller den perfekte redekasse, hvor næste generation kan se dagens lys.

For en overfladisk betragtning ligner redevalget måske en rutine, men hos hvinanden er det et spørgsmål om liv eller død. Som ægte hulrugende and er arten afhængig af gamle, hule træer – et stadigt sjældnere landskabselement i det moderne Danmark. Mangler hulrummet, falder kuldet, og bestanden krymper.

I denne artikel dykker vi ned i:

• hvorfor redepladsen er den afgørende flaskehals for hvinandens ynglesucces,
• hvilke naturlige hulrum arten foretrækker – og hvorfor der ofte er langt fra reden til vandet,
• hvordan velplacerede redekasser kan vende udviklingen, og hvad der skal til for at lykkes,
• hvordan skovdrift, friluftsliv og klimaændringer former artens fremtidige muligheder.

Sæt dig godt til rette, og lad Naturinformation Online føre dig til trætoppens skjulte børneværelser, hvor dunede ællinger drømmer om deres første modige spring mod søens blanke spejl.

Hvinanden i Danmark – hvorfor redevalget er afgørende

Hvinanden (Bucephala clangula) er en mellemstor dykand, der med sin karakteristiske trekantede hovedform og gule iris er let at kende – især hannen, som om foråret præsenterer en kontrastfuld sort-hvid dragt og et metallisk, hvinende vingesus, der har givet arten dens danske navn. Hunnen er mere diskret brungrå med en tydelig hvid kindplet.

I Danmark er hvinanden primært en ynglefugl i det indre Jylland, Nordsjælland og på Bornholm. Bestanden skønnes til ca. 1 500-2 000 par, og arten er optaget på den danske orange liste over truede ynglefugle. Fuglene ankommer som regel i marts-april, hvor parene hurtigt opsøger egnede redehulrum. Æglægningen kulminerer i april-maj, ungerne springer mod vandet i juni, og allerede i juli-august trækker de fleste fugle nordpå til fældningspladser i Skandinavien og Rusland.

Hvorfor redepladsen er en flaskehals

Hvinanden er hulruger; hunnen lægger æggene i naturlige hulrum højt over jorden. Denne specialisering giver beskyttelse mod oversvømmelse og de fleste jordbundne rovdyr, men skaber samtidig tre afgørende begrænsninger:

1. Mangel på egnede hulrum
   Gamle, spættehuggede reder i levende eller døde stammer er sjældne i moderne, intensivt drevne skove og hegn. Når udbuddet af huller bliver lavt, kan selv en relativt stabil voksenbestand ikke finde plads til at yngle.
2. Øget konkurrence
   Hulrum deles med andre arter som stor skallesluger, tårnfalk, alliker, skovskade og flagermus. Kampene kan koste æg og endda voksne fugle livet.
3. Prædationsrisiko
   Huller med stor indgang eller adgang via sidegrene giver mår, mink og skovmår let spil. Samtidig afslører lang gåafstand fra hul til vand ungerne for ræv og grævling.

Sådan påvirker redevalget ynglesucces

Hunner vender ofte tilbage til samme hul år efter år (redefidelitet), og vellykket redevalg kan derfor give gentagen høj ungeproduktion. Omvendt betyder tabet af ét nøgletræ, at et helt lokalt yngleforetagende kan kollapse.

Derfor er hvinandens fremtid i Danmark tæt koblet til vores evne til at sikre og udvide udbuddet af sikre redepladser – enten ved at bevare gamle hule træer eller ved målrettet opsætning af specialdesignede redekasser. Resten af artiklen dykker ned i netop disse løsninger.

Naturlige redepladser og habitatkrav

Hvinanden (Bucephala clangula) er en klassisk “hulrugende” and, hvilket betyder, at dens ynglesucces står og falder med tilgængeligheden af naturlige hulrum – en begrænset ressource i de danske skove. Nedenfor gennemgås, hvor og hvordan fuglen finder sine redepladser, samt hvilke krav den stiller til det omgivende landskab.

Naturlige huller – Fra spættearbejde til rådnende stammer

• Gamle spættehuller: Særligt efter sortspætte (Dryocopus martius) er forladt, er hulrummene dybe og rummelige nok til de 8-12 æg, som hunnen typisk lægger. Men også hulrum fra grønsisken, stor flagspætte og stormfaldsskader kan udnyttes.
• Sprækker og brud i bøge- og egestammer: Når svampe og råd udhuler kernetræet, opstår vertikale “skorstene”, der fungerer som naturlige redekamre.
• Væltede eller hengemt stammer: I lysåbne hede- og moseområder kan hvinanden benytte hulrum i liggende træstammer, så længe indflyvningsåbningen er beskyttet mod direkte regn.
• Bygninger og broer: I kulturlandskabet ses arten af og til i ventilationsskakte, piller på skovhuse eller lodrette rør – især hvor gamle skove mangler.

Habitatkrav omkring reden

Afstand til vandet – Fra faldskærmsudspring til langmarch

De fleste hvinand-hunner vælger hulrum højst 50-100 m fra nærmeste vandflade, men afstande på op til 300-400 m er dokumenteret. Jo længere turen er for ællingerne på klækningsdagen, desto større:

1. Energiudgift og udtørringsrisiko,
2. Prædationsrisiko fra ræv (Vulpes vulpes), skovmår (Martes martes) og amerikansk mink (Neovison vison),
3. Risiko for at kuldet splittes under forhindringer som hegn og grøfter.

Ællingernes “basejump” fra reden foregår typisk tidligt morgen 24-48 timer efter sidste ægs klækning. Hunnen kalder fra skovbunden, og alle unger hopper uden tøven – et evolutionært synkroniseret øjeblik, der minimerer eksponering.

Redefidelitet og “mormor-effekten”

Hvinand-hunner vender ofte tilbage til præcis samme hul år efter år, forudsat at:

• Reden ikke er præderet eller ødelagt,
• Træet stadig står stabilt,
• Fødegrundlaget i søen er uændret.

Dette skaber en mormor-effekt, hvor døtre, der selv overlever til yngledygtig alder, konvergerer mod moderens nærområde. Resultatet er lokale “metapopulationer” med høj genetisk beslægtning, men også øget konkurrence om hulrummene.

Risikofaktorer – Naturens kompromis

Selv den bedst placerede rede er ikke immun. De tre største trusler mod naturlige hulreder i Danmark er:

• Skovmår og husmår: Slanke kroppe gør dem i stand til at nå ind via flyvehullet. Hvinanden vælger derfor helst dybe hulrum (>40 cm).
• Amerikansk mink: Kotile vandre langs søbredder og opsøger aktive hulrum – især ved lav afstand til vand.
• Ræv: Præderer hovedsageligt ællingerne på vej til vandet. Tæt undervækst og kort afstand reducerer risikoen.

Naturforvaltning, der bevarer gamle, døde og svampeskadede træer samt sikrer stille, næringsfattige skovsøer, er derfor den mest omkostningseffektive vej til at fastholde en robust vild bestand af hvinand i Danmark.

Redekasser og forvaltning: fra design til placering

Erfaringerne fra de seneste 30 års redekasseprojekter i Danmark viser, at hvinanden reagerer positivt på et målrettet tilbud af kunstige hulrum. I skovmoser på Midtsjælland og i det midtjyske Søhøjland er andelen af ynglende par f.eks. fordoblet, hvor redekasser dækker mangel på naturlige spættehuller. Projekterne dokumenterer også, at ungernes overlevelse øges mærkbart de år, hvor kassernes placering og vedligehold bliver prioriteret højt.

Dimensioner og materialer – Sådan bygger du den optimale hvinandekasse

Placering: Højde, afstand og orientering

• Højde: 3-6 m over jord eller vandoverflade. Lavere kasser (1,5-2 m) har højere prædationsrisiko, mens meget høje (>7 m) giver øget dødelighed ved ungernes spring.
• Afstand til vand: Helst 50-200 m. Kort afstand giver færre tab ved marchen mod vandet, men kasser helt i strandkanten oversvømmes oftere.
• Orientering: Flyvehul mod øst eller nordøst. Morgenlys stimulerer hunnen uden at give overophedning; samtidig får hønsesygdommen Aspergillus dårligere betingelser end i fugtige vestvendte kasser.
• Læ: Undgå frit eksponerede pæle; placér kassen på stammer eller stolper i skovbryn, hvor blæst og bølger ikke ryster æggene.

Forebyggelse af prædation

1. Montér metalkraver eller glatte plastrør omkring stamme eller stolpe for at stoppe mår, mink og kat.
2. Sæt kassen mindst 1 m fra nærmeste gren, så klatrende rovdyr ikke kan nå den.
3. Undgå lugtspor: Brug handsker ved montering og service.

Service, rengøring og konkurrence

En årlig gennemgang i februar-marts er ideel:

• Rens kassen helt, fjern gamle æggeskaller og skift træspåner.
• Tjek for svamp, råd og løse samlinger – hvinandens æg tåler ikke fugt.
• Fjern ubudne beboere som husskade, stær eller gråspurv; sæt eventuelt mindre kasser i nærområdet som afledningsmanøvre.

Adfærd i og omkring kassen

Æglægning* starter typisk i april. Hunnen lægger ét æg om dagen, indtil kuldstørrelsen på 7-12 (sjældent 14) nås. Hos bestande med mange kasser ses redekahyttesyndrom, hvor flere hunner lægger i samme kasse – kuld på 20+ æg er ikke usædvanlige, men klækningsprocenten falder.

Når alle æg er lagt, udruges de i ca. 30 dage. Han forlader reden kort efter æglægning, hvorefter hunnen er ene om rugningen. 24-36 timer efter klækning lokker hun ungerne til flyvehullet. Det kulminerer i det ikoniske “spring til vandet”, hvor dununger styrter flere meter ned og vralter mod nærmeste sø med moderens kald som rettesnor.

*Datakilder: DOF’s redekasseatlas 2014-2023 samt Naturstyrelsens overvågning af hvinand, NOVANA-programmet.

Fra enkeltkasse til landsdækkende netværk

Erfaringen viser, at kassetæthed på 4-6 pr. ha egnet kær- eller skovfyrresump giver maksimal udnyttelse uden at fremprovokere overdreven redeparasitisme. Kommuner, lodsejere og naturforeninger kan med relativt små midler etablere lokale klatser af 30-50 kasser og derved skabe afgørende trædesten for bestanden, ikke mindst i egne med intensiv skovdrift, hvor gamle, hule stammer mangler.

Udbredelse, bestandsudvikling og fremtidens udfordringer

Hvinandens danske udbredelse er uløseligt knyttet til to faktorer: (1) tilstedeværelsen af egnede hule redetræer eller kunstige alternativer, og (2) adgang til rolige, næringsfattige søer med klart vand og god bundvegetation. Når én af disse forudsætninger mangler, forsvinder arten hurtigt som ynglefugl.

Geografiske kerneområder

• Midt- og Nordjylland: Især de mange små skov- og hedesøer i det jyske moræne- og smeltevandslandskab huser hovedparten af landets ynglepar. Her udgør tætte nåleskovsplantager kombineret med indlandsklitter og hedemoser et klassisk hvinand-landskab.
• Nordsjælland: Frederiksborg Slotssø, Arresø og en snes småskove omkring Gribskov har i årtier haft stabile bestande – dog i høj grad takket være et netværk af redekasser.
• Bornholm: Øens klippesprækker og ældre granbevoksninger giver flere naturlige hultræer end i resten af landet, og hvinanden forekommer derfor mere spredt uden systematiske kasseprojekter.
• Syd- og Vestjylland samt Østfyn: Spredte forekomster, hvor lokale jagtforeninger har sat kasser op langs vandløb og mergelgrave.

Bestandsudvikling 1970-2023

Tallene er baseret på DOF’s punkttællinger og skovdistrikternes redekasserapporter. I samme periode er andelen af par i rede­kasser vokset fra under 10 % til over 60 %, hvilket understreger det kunstige huller er blevet en integreret del af artens yngleøkologi i Danmark.

Landskabsstruktur som begrænsende faktor

1. Gamle hule træer forsvinder: Moderne skovdrift prioriterer korte omdrifts­tider og tidlig fældning, hvilket reducerer forekomsten af naturlige spættehuller.
2. Fragmenterede vådområder: Afstanden mellem redeskov og egnet fødesø må helst ligge under et par hundrede meter. I intensivt dyrkede landskaber mangler denne mosaik.
3. Friluftspres: Kajakroning, badebroer og hundeluftning i yngleperioden øger risikoen for redeopgivelse – især på Sjælland, hvor søerne ofte er rekreative hotspots.

Fremtidens udfordringer

• Invasive prædatorer: Amerikansk mink og forvildede mårhunde kan tømme reder for æg, mens klatrevillige husmår får lettere adgang i små lukkede skove. Metalkraver på kasser og rydning af adgangsgrene er billig, men kræver årlig kontrol.
• Klimaforandringer: Varme forår fremrykker insekternes klækning, så ællingerne risikerer at misse topproduktionen af myggelarver. Tidlig is-frihed kan dog også øge tilgængeligheden af føde.
• Nedgang i vandkvalitet: Eutrofiering fører til plumret vand og iltsvind i bunden, hvilket reducerer forekomsten af vandinsekter og muslinger – hvinandens vigtigste fødekilder.

Hvor gør en indsats størst forskel?

Analyse af 15 større redekasseprojekter viser, at ynglesuccesen stiger fra ca. 35 % klækkede æg i naturlige huller til 60-70 % i korrekt placerede kasser. Geografisk set giver følgende lokaliteter mest “value for money”:

1. Skovreservater med manglende hultræer (f.eks. nyere nåleplantager i Vestjylland): Her er fødesøerne allerede til stede, men redepladserne mangler.
2. Vandløbsnære bynære grønne kiler (f.eks. langs Mølleåen i Nordsjælland): Mulighed for at engagere frivillige børnefamilier i opsætning og monitorering.
3. Bornholms sprækkedale: Kombiner kasser med bevaring af dødt løvtræ for at fastholde de naturlige huller som langsigtet løsning.

Borgerinddragelse og forvaltning

Den praktiske forvaltning er simpel, men kræver kontinuitet:

• Opsæt klyngevis 4-8 kasser pr. søbred; afstand 50-100 m imellem – det reducerer konkurrence og giver hunnerne valgmuligheder.
• Etabler et ”adoptér en kasse”-program via lokal jagt-, lystfisker- eller naturforening, som sørger for rengøring i februar og registrering af kuldstørrelse i maj.
• Samarbejd med skovejere om ”livstidstræer”, som aldrig fældes; på 70 år kan et bøgetræ udvikle huller store nok til hvinand.
• Inkludér formidlingsskilte ved populære stier for at mindske menneskelig forstyrrelse og øge offentlig forståelse.

Med en kombination af naturlig hultræsbevarelse, strategisk opsatte redekasser og lokal frivillig opbakning kan Danmark fastholde – og potentielt øge – sin lille, men charmerende bestand af hvinander trods de udfordringer, der tegner sig i horisonten.