Hvor findes hasselmusen i Danmark i dag?

Hvor gemmer Danmarks mest gyldne gnaver sig egentlig henne i dag? For de fleste naturinteresserede er hasselmusen stadig et nærmest mytisk væsen – et lille, orangebrunt dyr, der putter sig i skovbryn og tjørnkrat, mens vi andre sjældent ser mere end dens runde rede eller gnavespor i hasselnødderne. Men hvor lever den nu, og er der hulrum på landkortet, hvor den helt er forsvundet?

I denne artikel dykker vi ned i den aktuelle viden om hasselmusens udbredelse i Danmark. Vi tager dig med på en rejse gennem de sidste kerneområder, de oversete lommer og de tomme, hvide pletter i landet – alt sammen set igennem nyeste data fra overvågning, atlasprojekter og frivillige fundmeldinger.

Du får også et indblik i de landskabstyper, som hasselmusen ikke kan undvære, og vi ser på, hvilke trusler og muligheder der tegner dens fremtid. Hvor vil den leve i morgen? Svarene finder du her, fra levende hegn til skovbryn, fra Midtjyllands mosaiklandskaber til gadekæret i en lille sydsjællandsk landsby.

Sæt dig godt til rette – måske med en håndfuld hasselnødder – og bliv klogere på en af Danmarks mest charmerende, men også mest sårbare, skovbundsbeboere.

Nuværende udbredelse i Danmark: kernområder, huller og usikkerheder

Hasselmusen (Muscardinus avellanarius) er fortsat én af landets mest fragmenterede pattedyrarter, og de seneste overvågningsrunder (NOVANA 2019-2021), det frivillige PattedyrsAtlas (2014-2020) samt indberetninger på Arter.dk og iNaturalist tegner et billede af nogle relativt stabile kerneområder omgivet af store huller, hvor arten enten aldrig har været, eller hvor den vurderes forsvundet.

Kernområderne – Hvor arten stadig “holder stand”

• Nordsjælland er fortsat landets vigtigste bastion, især omkring Gribskov. Her optræder hasselmusen i et patchwork af ellesump, gamle hasselkrat og bøg-eg-skovbryn med sammenhængende undervegetation.
• Midt-Fyn (Svanninge) udgør det mest sammenhængende sydlige levested. Større private naturprojekter har givet plads til brede, uforstyrrede skovbryn og frugt-/nødderige busketter.
• Sydøstjylland har relativt kompakte populationer ved Kolding Fjord og Gråsten, men her er der alarmerende korte afstande (ofte <500 m) mellem skovbryn og åbne marker, hvilket øger dødelighed på jordovergange.

“hvide felter” på kortet

Trods intensiv atlasdækning findes der store geografiske blinde pletter:

1. Vadehavskysten og Vestjyllands hedesletter har næsten ingen registreringer – højst sandsynligt pga. mangel på egnede tætte buskstrukturer og strenge klimaekstremer.
2. Nordøstjylland (Mariager Fjord, Himmerland) er dårligt undersøgt; her er enkelte gamle sporfund, men ingen systematiske fældesessioner er gennemført siden 2007.
3. Gedser-Nykøbing Falster-aksen er tæt opdyrket, og få lokale naturforeninger har aktuelt kapacitet til målrettet registrering.

Hvad data fortæller – Og ikke fortæller

Positive signaler: Gentagne fund af redekugler og DNA-prøver i kerneområderne antyder reproduktion næsten hvert år. Vildtkameraer fra Citizen Science-projektet “Sov Sødt” (2021-) har bekræftet tilstedeværelse i 14 tidligere ubekræftede kvadrater på Sjælland og Fyn.
Bekymringer: Genetiske analyser (AU, 2022) viser signifikant lavere diversitet i jyske bestande end på Sjælland. Flere datasæt er skæve, fordi observationer ofte falder hvor frivillige bor, og ikke nødvendigvis hvor musen faktisk forekommer.

Databehov og fremtidige fokusområder

• Systematisk brug af spånhus-rørfælder i underbelyste landsdele, især Nordjylland og Falster.
• Natlyde-registrering i det tidlige efterår, hvor yngledyrene kommunikerer med karakteristiske pip; ny metode testet lovende i Storbritannien.
• Udbredelse af landskabs-DNA (eDNA) fra mos-og bladstrøelse for hurtigt at screene større områder.
• Borgerinddragelse via kampagnen #FindEnRede på sociale medier for at øge mængden af validerede redekugle-fund.

Den samlede konklusion er, at hasselmusen fortsat findes i et mønster af “øer i øerne”: isolerede bestande i et i forvejen opsplittet landskab. Hvorvidt denne mosaik kan holdes sammen – eller endda udvides – afhænger i høj grad af, at de datamæssige huller lukkes og at fremtidige naturforvaltningsindsatser tager højde for arten som en indikator for tæt, sammenhængende småskovsnatur.

Levesteder og landskabstyper, der afgør hvor hasselmusen findes

Hasselmusen er en udpræget strukturspecialist – den lever ikke blot i “skov”, men i de finmaskede, tætte og artsrige bræmmer mellem åbent landskab og lukkede bevoksninger. Følgende træk går igen på stort set alle sikre danske levesteder:

Vegetationssammenhæng – Nøglen til overlevelse

• Hasselmusen krydser nødigt blotlagte stræk >15-20 m. Selv smalle buskbælter kan fungere som livliner mellem små bestande.
• Fragmenterede områder (“habitatisøer”) <3 ha uden hegnsforbindelser viser markant lavere ynglesucces.
• Restaurering af “trindheste” – små buskpletter for hver 20-30 m i et hegn – er en hurtig metode til at genetablere sammenhæng.

Fødekalenderen styrer arealkravet

I danske studier dækker artens årscyklus relativt små hjemmeområder (0,3-1,5 ha), men udbuddet af føde varierer stærkt gennem året:

1. Forår (maj-juni): Blomsterstøv & nektar fra eg, pil, kaprifolie – kræver kronetilgængelig slyngvegetation.
2. Sommer (juli-august): Insekter, bær og friske nødder; tæt krat giver høj insektproduktion.
3. Sensommer-efterår (september): Hasselnødder, agern og bog – afgørende for fedtreserver før dvalen.

Sommerrede vs. Vinterhi

• Sommer: Kuglereder 1-3 m oppe, bygget af barkstrimler og græs – altid skjult i hængende kaprifolie, stikkende tjørn eller brombær.
• Vinter: Tæt, jordnær rede <30 cm under bladlaget; områder med permanent høj fugt (men uden vinteroversvømmelse) foretrækkes.

Sådan bruges viden til at forudsige nye lokaliteter

Vil man prioritere opsøgende feltarbejde eller borgerinddragelse, kan nedenstående checkliste anvendes som hurtig screening (score 1-5 på hvert punkt; samlet >15 indikerer høj sandsynlighed):

1. Tilstedeværelse af mindst 250 m sammenhængende busk/slyng-hegn i landskabs­mosaik.
2. Varieret kantzone mellem dyrket jord og ældre løvskov.
3. Helårs vandholdig bund uden længere tids oversvømmelse.
4. Mindst tre arter af fødebærende buske/træer: hassel, slåen, tjørn, brombær, eg mv.
5. Fravær af intensiv jordbearbejdning <10 m fra buskstrøg (sprøjtefri bræmme).

Områder der opfylder kriterierne bør kortlægges i sensommeren, hvor tomme kuglereder og gnavede nødder er lettest at finde. Indrapporter fund til Artsportalen – herfra fødes de nationale fordelingsmodeller, der i sidste ende afgør, hvor næste beskyttelsesindsats sættes ind.

Tendenser, trusler og indsatser: hvor findes den i morgen?

Efter årtier med tilbagegang er hasselmusen (Muscardinus avellanarius) nu begrænset til få, spredte kerneområder. De seneste overvågningsrunder (NOVANA, Atlas Pattedyr og indberetninger til Artsportalen) viser, at arten siden 2000 stadig findes i alle fem regioner, men antallet af lokaliteter er faldende, og afstandene mellem dem vokser. Figuren nedenfor skitserer retningen:

De største trusler – Hvad presser hasselmusen nu?

1. Landskabsfragmentering
   Opdelte skov- og marklandskaber isolerer små delbestande, så de udveksler færre gener og er mere sårbare over for tilfældige hændelser.
2. Fjernelse af levende hegn og buskads
   Moderne landbrugsdrift udjævner de “grønne broer”, som hasselmusen bruger til at bevæge sig, fouragere og yngle.
3. Intensiv skov- og markdrift
   Tidlig slåning af skovbryn, ensartede nåleplantager og hyppig sprøjtning reducerer både fødeudbuddet (blomster, bær, frø, insekter) og de skjul, musene behøver.
4. Trafik- og infrastrukturnet
   Veje og jernbaner virker som uigennemtrængelige barrierer. Dødelighed ved påkørsel er lav, men passiv barriereeffekt hindrer spredning.
5. Klimatiske ændringer
   Mildere vintre kan medføre hyppigere opvågninger under dvalen – et energimæssigt dyrt “fejlkald”, som øger dødeligheden.

Konsekvens: Færre, mindre og mere isolerede bestande

Hvor der før var sammenhængende netværk af småkrats- og brynhabitater, ligger der i dag mange små “øer”. Fragmenteringen betyder, at:

• Bestande under ca. 100 individer ofte går tabt, når bare ét uheldigt år rammer.
• Genetisk udveksling mellem populationer stopper helt ved afstande over 500-1000 m uden sammenhængende vegetation.
• Arten forsvinder først fra de mest intensivt dyrkede egne – siden fra randområderne af de tilbageværende kerner.

Bevaringstiltag – Hvad kan sikre hasselmusen fremover?

Der er bred enighed om, at hastigheden i tilbagegangen kan vendes, hvis korridorerne genetableres og de eksisterende bestande styrkes. Indsatserne kan grupperes således:

1. Styrkelse af økologiske korridorer
   • Etablering af 5-10 m brede levende hegn mellem bestande – både inden for skovlandskaber og ud i landbrugsfladerne.
   • Plantning af klatre- og blomstrende arter (kaprifolie, vedbend, hindbær, slåen, hassel), der gavner året rundt.
   • Anlæggelse af “grønne broer” over trafikkorridorer ved hjælp af klatreplanter på faunapassager.
2. Pleje af skovbryn og krat
   • Rotationshugst i små mosaikker (1-2 ha), så der altid er både ungt, midaldrende og ældre busklag.
   • Frivillige aftaler, der fastholder 20-30 m brede urørte bryn langs skovkanter.
3. Artsvenlig drift i intensivt jordbrug
   • Efterladelse af bræmmer på 2-4 m langs markskel uden sprøjtning eller gødskning.
   • Udskydelse af slåning/høst af energipil, frøgræs og kulsukker til efter 1. august, så sommerreder ikke ødelægges.
4. Målrettet overvågning & forskning
   • Systematisk opsætning af redekasser og sporing af bestandstrends hvert tredje år.
   • DNA-analyser af fæces/prøvetagninger fra skindslip for at måle genetisk diversitet.
5. Borgerinddragelse
   • Kurser i “hasselmus-sporing” (sommerreder, ædespor på nødder) for naturinteresserede.
   • “Find en hasselmus”-kampagner på Artsportalen, hvor foto- og redefund logges.
   • Samarbejder med skoler og spejdergrupper om at bygge og opsætte redekasser.

Realistiske fremtidsscenarier

Hvis de ovennævnte tiltag ikke gennemføres, peger modeller fra Aarhus Universitet på, at hasselmusen allerede om 20-30 år vil være forsvundet fra Nordjylland og store dele af Sjælland. Omvendt viser simulationskørsler, at der kan skabes et stabilt metapopulations-netværk med:

• ≥ 1.000 ha egnet habitat pr. kerneområde (inkl. bryn/krat/hegn).
• Max. 200 m mellem busk-/kratstrukturer.
• Minimum 5 genetiske “broer” mellem regioners kerneområder.

Vejen dertil kræver tværsektorielle aftaler mellem stat, kommuner, landbrug, skovbrug og frivillige. Sættes der ind nu, er chancen god for, at kommende generationer fortsat kan finde en hasselmus i buskadset – og ikke kun læse om den på museumsudstillinger.