Har du nogensinde spejdet ud over et stille åløb i morgendis og tænkt: “Mon odderen svømmer derude?” For blot få årtier siden ville svaret de fleste steder i Danmark have været et klart nej. I dag er situationen en helt anden - det sky, men charmerende rovdyr er ved at vinde terræn og dukker op på steder, hvor ingen troede, det var muligt.
Odderen er blevet et levende barometer for vores vandmiljø. Når den vender tilbage, følger den rene vandløb, fiskerige søer og uberørte vådområder i hælene. Men hvor præcis holder den egentlig til i dag? Hvilke å-systemer og kyststrækninger er blevet landets nye hotspot for dette ikoniske pattedyr, og hvilke faktorer afgør, om den trives - eller forsvinder igen?
I denne artikel tager vi dig med på en region-for-region rundtur gennem Danmarks Dyr’s mest fascinerende come-back-historie. Vi ser på odderens aktuelle udbredelse fra Jyllands kernevandløb over Fyns frodige sølandskaber til de nye, forsigtige skridt på Sjælland og de sydlige øer. Undervejs dykker vi ned i levesteder, trusler og fremtidsperspektiver - og giver dig tips til, hvordan du selv kan spotte de diskrete spor efter vores våde vagabond.
Sæt gummistøvlerne klar, og følg med! Odderen er tilbage - og det er historien om den danske natur, når den får lov til at ånde frit igen.
Udbredelsen i Danmark i dag
Jylland er fortsat artens højborg: Her findes de tætteste bestande i et næsten ubrudt bælte fra Vadehavets marsk og Vidå-systemet i syd til Limfjorden og Vendsyssels kystlaguner i nord. Indenfor dette bælte er odderen særlig udbredt langs Skjern Å, Storå, Gudenå, Karup Å, Varde Å og andre store å-systemer, hvor rige fiskebestande og bredder med pil, rørsump og dødt ved giver skjul. I Midt- og Østjyllands søkomplekser - Silkeborgsøerne, Mossø, Skanderborg Sø og Nørresøerne omkring Viborg - er der faste territorier året rundt, mens vinterhalvårets isdække ofte driver dyrene ud til Limfjordens beskyttede vige samt Ringkøbing, Nissum og Mariager Fjorde. Langs Vestkystens klit-og lagunesøer (Filsø, Tipperne, Rømø) registreres tiltagende spor, men disse kyststræk er endnu primært randhabitater.
Fyn og Øhavet - en consolideret mellemstation: Siden de første dokumenterede ynglefund i 1990’erne er Fyn rykket op som landets næststørste delpopulation. Odderen følger især Odense Å fra udspring til fjord, men forekommer nu også stabilt langs Vindinge Å, Storåen ved Assens, Helnæs Bugt samt i de lavvandede Nor ved Sydfynske Øhav. Langeland, Tåsinge og Ærø har regelmæssige spor - oftest i form af latriner på broer, grøfter og strandoverdrev - hvilket tyder på fast forekomst, omend tætheden er lavere end på hovedøen. Vandløbsrestaurering og etablering af faunapassager under Svendborg-motorvejen har været afgørende for denne udvikling.
Sjælland, Lolland-Falster og Møn - den nye frontlinje: Østdanmark var stort set uden oddere i årtier, men ferskvandsprojekter og naturlig indvandring via Fyns bro- og ø-korridorer har ændret billedet. I dag påvises årlige ynglefund langs Suså, Tissø-systemet, Tystrup-Bavelse Søerne samt i det genskabte vådområde ved Gyldensteen Strand. På Nordvestsjælland er Isefjords tilløb (Lammefjordskanalerne, Halleby Å) de vigtigste indgangsporte, mens Kong Volmers Å og Maribosøerne markerer artens kerne på Lolland. Møn huser en lille men stabil bestand omkring Stege Nor og Ulvshale. Sporadiske fund på Bornholm, Als, Læsø og Anholt viser, at enkeltindivider kan dække store afstande over havis eller ved at svømme fra ø til ø, men der er endnu ikke konstateret varige territorier her.
Tendenser og seneste overvågning: Den nationale sporing fra 2021-22 registrerede oddertegn i 62 % af de vestdanske atlas-kvadrater og 18 % øst for Storebælt - en fordobling i Østdanmark siden 2005. Fremgangen følger primært nyåbnede vandløbsstræk, anlagte vådområder og fjernede vej-barrierer. De mest dynamiske udbredelsesgrænser ligger nu i Østsjælland samt ved de fynske bælter, hvor enkeltindivider regelmæssigt krydser Storebælt og Lillebælt. Overvågningen peger dog også på flaskehalse: trafikkollisioner langs hovedveje (E45, E20) og intensive landbrugsområder uden riparier zoner begrænser spredningsmulighederne. Hvis de aktuelle forvaltningstiltag fortsættes - herunder flere faunapassager, gensnoning af vandløb og bufferzoner mod næringsstoffer - forventes arten at udfylde egnede levesteder på hele Sjælland og de større øer inden for de næste 10-15 år.
Levesteder og krav til habitat
Odderen er tæt knyttet til rene, fiskerige ferskvands-systemer, men udnytter hele spektret af våde naturtyper: snoede å-strækninger med lav strøm og dybe høller, næringsfattige søer omkranset af tagrør, sphagnumfyldte moser, nyetablerede vådområder på tidligere landbrugsjord samt lavvandede fjorde og kystlaguner. Fællesnævneren er et rigt fødegrundlag af små- og mellemstore fisk (skaller, aborrer, ål) suppleret med krebsdyr, padder og vandfugle. Den tætte bredvegetation - væltede træer, rørskove, pilekrat - giver både skjul under jagt og adgang til tørre hvile- og ynglepladser som hule trærodssystemer eller selvgravede boer (holt’er) i bratte jordbrinker. Hvor vandkvaliteten er forbedret, og der er genetableret slyngninger eller skabt faunapassager ved spærringer, rykker odderen hurtigt ind, fordi sammenhængende vandveje er altafgørende for dens daglige strejftog.
Et hanneterritorium kan strække sig 10-25 km vandløb og omfatte flere søer; hunner holder ofte halve arealer, men med stort overlap, så artsfæller sjældent mødes ansigt til ansigt. Dyrene bevæger sig let tværs gennem mosaikker af eng, skov og mark på fugtige nætter, mens de om vinteren drives ud i mere isfri kyst- og fjordzoner, hvor kutlinger og torskefrit levendelager spektakulært udgør hovedkosten. Vestjyllands store å-systemer, det fynske søbælte og Østsjællands vådområder er ideelle, fordi de kombinerer sammenhæng, lav forstyrrelse og varieret vanddybde. Her kan odderen veksle mellem skjulte dagpladser, effektive fourageringsstræk og sikre vandkorridorer, en rumlige fleksibilitet der er nøglen til artens aktuelle fremmarch i det danske landskab.
Fra tilbagegang til fremgang: beskyttelse, trusler og fremtidsudsigter
Fra næsten at være forsvundet i 1960’erne er odderen i dag et af de positive eksempler på dansk naturforvaltning. Tilbagegangen skyldtes især forurening med pesticider og tungmetaller, dræning af vådområder samt jagt, men også uheldige fangstmetoder i ålefiskeriet. Den første fremskridtspakke kom i 1967 med totalfredningen, efterfulgt af målrettede vandmiljøplaner, der fik fosfor- og kvælstofindholdet i vandløbene ned og fiskebestandene op. I 1990’erne og 2000’erne blev faunapassager bygget ved spærringer, gamle spærringer blev fjernet, og broer blev udstyret med tørre hylder, så odderne kunne krydse vandløb uden at skulle ud på kørebanen. Disse tiltag, kombineret med genetablering af store vådområder som Lille Vildmose, Vejlerne og Skjern Å, har givet arten de sammenhængende vandlandskaber den kræver. Resultatet ses i dag: tætte bestande i Vestjylland og en støt kolonisering af Fyn, Sjælland og øerne østpå ifølge de seneste nationale overvågningsprogrammer (NOVANA).
Fremgangen er dog skrøbelig. De største trusler er nu trafikdrab, især ved stærkt trafikerede vejstrækninger gennem ådale, habitatfragmentering fra fortsat vandløbskanalisering, uheldig oprensning af brinkerne og stigende friluftspres. For at sikre en stabil fremtid anbefaler biologer flere grønne faunapassager, bred randzoner uden intensiv dyrkning og nye vådområdeprojekter, der forbinder å-systemer med søer og fjorde. Kommuner kan desuden bruge lokale vandråd til at prioritere gydebanker for fisk og sikre mindstevandføring året rundt. Finder du spor som latriner (mørke, fiskelugtende ekskrementer med skæl) eller fodaftryk (5 tæer, tydelig svømmehud) langs brinkerne, så noter sted og dato, men undgå at følge dyret eller offentliggøre præcise koordinater. Hold 30-50 meters afstand til rendepladser og brug kikkert eller vildtkameraer opsat med lodsejerens tilladelse. På den måde kan naturinteresserede bidrage med data til biodiversitetsdatabaser uden at forstyrre det dyr, som vi efter årtiers fælles indsats igen kan glæde os over at møde i de danske vandlandskaber.