Drikker du egentlig rent vand? Når vi i Danmark drejer hanen, forventer vi krystalklart grundvand - friskt, køligt og uden bekymringer. Men i de seneste år har ordet PFAS sneget sig ind i både avisoverskrifter, kommunale referater og køkkenborde. Disse menneskeskabte “evighedskemikalier” er designet til at modstå stort set al nedbrydning - og netop derfor kan de også overleve rejsen fra en brandøvelsesplads eller en imprægneret pizzabakke hele vejen ned til vores drikkevandsboringer.
Fund af PFAS over grænseværdierne i Korsør, Odense og Hedensted har allerede sat gang i dyre renseløsninger og utryghed hos lokale borgere. Samtidig justerer myndighederne løbende grænseværdierne, efterhånden som forskningen afslører nye sundhedsrisici - fra påvirkning af immunforsvaret til mulige kræftforbindelser.
I denne artikel går vi bag om overskrifterne og spørger: Hvordan havner PFAS i vores drikkevand, hvad betyder det for både mennesker og miljø, og hvad kan vi gøre ved det? Vi dykker ned i kilderne, følger kemikaliernes skjulte vej gennem jordlagene, ser på konsekvenserne for vores helbred og præsenterer de løsninger, der allerede nu bliver testet på danske vandværker. Undervejs får du konkrete råd til, hvordan du som forbruger selv kan agere - og hvorfor kampen mod PFAS kræver et sjældent samspil mellem industri, politik og borgere.
Læs med, og få overblikket over en af nutidens største vandudfordringer - før næste glas fyldes.
Hvad er PFAS, og hvordan havner de i vores drikkevand?
PFAS (per- og polyfluorerede alkylstoffer) er en gruppe på mere end 10 000 menneskeskabte kemikalier, der alle har mindst én stærk kulstof-fluor-binding. Det gør dem ekstremt termisk og kemisk stabile, vand- og fedtafvisende - egenskaber, der har givet dem bred anvendelse i alt fra brandslukningsskum og non-stick-pander til regntøj og elektronik. Den samme stabilitet betyder, at PFAS nedbrydes meget langsomt; de akkumuleres i miljøet og omtales ofte som “evighedskemikalier”.
PFAS er ikke blot persistente, men også mobile. Mange af de kortkædede forbindelser er letopløselige i vand, mens de længere kæder binder sig til partikler og organiske stoffer. Når et PFAS-holdigt produkt spildes, brændes eller blot anvendes, kan stofferne derfor spredes med regnvand og overfladeafstrømning, sive gennem jorden til grundvandet eller transporteres via kloaknettet til renseanlæg. Herfra kan de ende i slam, vandløb eller marine sedimenter - alle potentielle kilder til forurening af drikkevandet.
De vigtigste danske kilder omfatter: brandøvelsespladser og lufthavne (historisk brug af fluorholdigt skum); galvanisering, elektroplade- og plastindustrien; håndtering og udbringning af PFAS-forurenet spildevandsslam; imprægnerings- og rengøringsmidler til tekstil, læder og papir; samt fødevareemballager som bagepapir og fast-food-indpakning. Mange af disse hotspots ligger tæt på sårbare indvindingsoplande, hvor nedsivning kan gå hurtigere på grund af sandet jord, højt grundvandsspejl eller tynde lerlag.
Myndighedernes kortlægning viser, at PFAS påvises i op mod hvert femte vandværksboring, oftest i lave koncentrationer, men enkelte steder over de gældende drikkevandskrav. Siden 2022 gælder en grænseværdi på 2 ng/L for summen af fire velkendte PFAS (PFOS, PFOA, PFNA, PFHxS) og 12 ng/L for summen af 20 udvalgte forbindelser; alle vandværker skal overvåge mindst én gang årligt. Data fra GEUS, regionerne og Miljøstyrelsens nationale boreprøver viser et mosaik-agtigt forureningsbillede: Fra Nordjyllands kystnære depoter og Sjællands kasernegrunde til spredt lavkoncentration i tyndt befolkede områder. Forbrugernes tryghed afhænger derfor af fortsat systematisk kontrol, kildeopsporing og hurtig indsats, når PFAS overskrider grænserne.
Sundheds- og miljøeffekter – hvad betyder PFAS i drikkevand for os?
De senere års forskning tegner et klart, men også komplekst billede af, hvordan PFAS påvirker menneskers sundhed, selv ved de lave koncentrationer der kan måles i dansk drikkevand. Stoffernes ekstraordinære kemiske stabilitet betyder, at de kan ophobe sig i kroppen og forblive dér i årevis; nogle af de mest undersøgte forbindelser - PFOA og PFOS - har halveringstider på henholdsvis 2-4 og 4-8 år. Epidemiologiske studier kobler allerede i dag forhøjede PFAS-niveauer til en række effekter:
- Nedsat vaccinerespons og øget infektionsrisiko som følge af påvirket immunfunktion.
- Hormonforstyrrelser, bl.a. ændret stofskifte og nedsat fertilitet.
- Forhøjet kolesterol og tegn på leverpåvirkning (forhøjede leverenzymer).
- Væksthæmning, lavere fødselsvægt og påvirket neuroudvikling hos fostre og børn.
- Kræft: IARC har i 2023 klassificeret PFOA som »sandsynlig kræftfremkaldende for mennesker« (gruppe 2A) på baggrund af bl.a. testikel- og nyrekræft, mens evidensen for PFOS fortsat vurderes som begrænset.
Bioakkumulation betyder, at den daglige marginale dosis fra drikkevand kan blive afgørende over tid, fordi kroppen “husker” tidligere eksponeringer. Drikkevandet står i gennemsnit for 10-20 % af den samlede PFAS-byrde, men for grupper med højt vandindtag - babyer, småbørn, gravide og ammende - kan andelen være markant større. Øvrige kilder omfatter fisk og skaldyr, æg, indmad, fedtholdige forarbejdede fødevarer, indendørs husstøv samt visse forbrugerprodukter (imprægneret tøj, mademballage, tandtråd). Den europæiske fødevareautoritet EFSA har derfor fastsat et meget lavt samlet tolerabelt ugentligt indtag (TWI) på 4,4 ng/kg kropsvægt for de fire PFAS, der typisk dominerer i blod. Når danske myndigheder nu sætter drikkevandsgrænsen til 2 ng/L for summen af 4 PFAS og 100 ng/L for summen af 21 PFAS, er det netop for at holde den kumulative eksponering under TWI for selv de mest sårbare.
PFAS belaster ikke kun mennesker; stoffernes persistence betyder, at de ophobes i vandløb, søer og kystzoner, hvor de kan påvirke fisk, padder, fugle og rovdyr gennem nedsat reproduktion, hormonforstyrrelser og svækket immunforsvar. Der er fundet forhøjede æg-skalskader hos skarv i Ringkøbing Fjord og levereffekter hos marsvin i indre danske farvande. Fordi Danmark henter 100 % af sit drikkevand fra grundvandet, er beskyttelse af grundvandsmagasinerne den mest kosteffektive vej til at minimere både menneskelig og økologisk risiko: Hver liter rent grundvand, der holdes fri for PFAS i dag, sparer fremtidige generationer for dyr rensning, tabt biodiversitet og potentielle sundhedsskader.
Løsninger og vejen frem: overvågning, rensning og forebyggelse
Målrettet overvågning er første skridt mod at få PFAS under kontrol. Kommuner og vandværker arbejder i dag efter en risikobaseret strategi, hvor hotspots - f.eks. brandøvelsespladser, gamle lossepladser og industritomter - prioriteres for grundig prøvetagning. Typisk udtages vandprøver fra:
- boringer (råvand) før vandbehandling
- rentvandsbeholdere på værket
- udvalgte haner i forsyningsnettet
Resultaterne indberettes til den nationale PFAS-database, som Miljøstyrelsen bruger til kortlægning. Ved fund over 2 ng/L (de nye, samlede drikkevandskrav) skal værket straks iværksætte yderligere analyser og - hvis værdien bekræftes - orientere Styrelsen for Patientsikkerhed og borgerne. Trinvis prøvetagning (»pump and pause«) kan desuden afsløre om forurening stammer fra den enkelte boring eller fra ledningsnettet.
Når PFAS først er fundet, er avanceret rensning ofte nødvendig. De mest udbredte teknologier på danske vandværker er:
| Teknologi | Styrker | Begrænsninger |
|---|---|---|
| Granuleret aktivt kul (GAC) | Modent, forholdsvis billigt, god fjernelse af lange PFAS-kæder | Mindre effektivt for kortkædede PFAS; kul skal regenereres/afbrændes |
| Pulveraktivt kul (PAC) | Kan doseres fleksibelt, hurtig implementering | Doseringsudstyr og filtrering nødvendig; ekstra slam-håndtering |
| Ionbyttere | Høj selektivitet, også for kortkædede forbindelser | Kemikalieforbrug ved regenerering; saltlage/affald |
| Omvendt osmose (RO) | Næsten total PFAS-fjernelse | Højt energiforbrug, 10-30 % koncentrat som skal bortledes sikkert |
Fælles udfordring er, at PFAS ikke forsvinder - de flyttes. Affaldsstrømme (brugte kul, saltopløsninger, RO-koncentrat) skal derfor deponeres eller forbrændes ved >1 100 °C for fuldstændig nedbrydning.
Den mest effektive strategi er dog at stoppe PFAS ved kilden. Det kræver:
- Regulering: EU’s kommende forbud mod hele PFAS-stoffamilien i brandskum og visse forbrugerprodukter.
- Substitution: Kommuner, forsvar og lufthavne faser fluorholdigt brandskum ud til fluorfrie alternativer.
- Kommunal indsats: Kortlægning af forureningskilder i lokalplaner, krav om tæt belægning ved opstuvning af brandskum.
- Vandværkernes “her-og-nu”-tiltag: flyt oppumpning til rene magasiner, sammenkoble med naboværk, eller blande vand så grænseværdien overholdes, mens ny rensning etableres.
Forbrugerne kan i mellemtiden tjekke deres vandkvalitet online, installere certificerede køkkenfiltre (NSF/ANSI 53 eller 58), og gravide samt småbørnsfamilier bør følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at bruge koldt postevand, lade første liter løbe og evt. benytte flaskepostevand ved forhøjede fund.
På lang sigt kræver beskyttelsen af grundvandet en bred koordination. Danmark har unikke drikkevandsressourcer uden klorering - men PFAS truer dette privilegium. Helhedsplaner for grundvandsbeskyttelse skal integrere miljøloven, kemikalieloven og vandplanerne, mens vandsektoren deler data i fælles, åbne formater. Erhvervslivet kan påtage sig produktansvar gennem take-back-ordninger og grønnere kemi, og forskningen skal teste nye, destruktive PFAS-teknologier som plasma-oxidation og superkritisk vand. Kun ved en samlet indsats mellem myndigheder, vandværker, virksomheder og borgere kan vi sikre, at næste generation fortsat kan tappe rent, fluor-frit grundvand direkte fra hanen.