Mørkets blide pløjer kaldes den nogle steder - grævlingen, der i nattens rolige timer trasker ad sit faste netværk af stier, næsten lydløst men med suveræn ro. De fleste af os ser den kun som et glimt i billygternes skær eller i sporet af en opgravet græsplæne. Men hvad foregår der egentlig under jorden, når grævlingen trækker sig tilbage til sit labyrintiske sæt? Og hvornår spejder den sort-hvide mestergraver efter en mage og sætter nye unger i verden?
I denne artikel dykker vi ned i to af de mest fascinerende aspekter af grævlingens liv: ynglesæsonen og boligen. Vi ser på alt fra den forunderlige forsinkede implantation - naturens egen time-delay på drægtigheden - til ungernes første vaklende skridt ud i natten. Og vi åbner lågen til grævlingens underjordiske slot, hvor generationer kan bo side om side i sæt, der vokser og udvides gennem årtier.
Uanset om du er naturelsker, haveejer, jæger eller blot nysgerrig på Danmarks nattelige dyreliv, vil du her få indblik i en skyggefuld verden af ritualer, sociale bånd og overlevelsesstrategier. Læn dig tilbage, og lad os følge grævlingens spor gennem det danske landskab - fra den første parringssnurren i foråret til ungernes modige udforskning af verden uden for sæt.
Hvornår yngler grævlingen? Parring, forsinket implantation og ungernes udvikling
Parringstiden topper som regel i det tidlige forår, men grævlinger kan - takket være hunnernes forsinkede implantation - også parre sig på alle andre tider af året uden at det fører til straks-drægtighed. Efter befrugtningen svæver ægget frit i livmoderen helt frem til sensommeren/efteråret, hvor det først da implanteres. Selve den egentlige drægtighed er derfor ganske kort, kun ca. 6-8 uger, hvilket betyder, at fødslerne typisk falder i februar-marts, mens hunnen stadig opholder sig mest i sin underjordiske bolig, sættet. Et kuld rummer oftest 2-4 unger (sjældent helt op til 6), og både hun og evt. andre voksne hunner i klanen kan hjælpe med pasningen, mens hannen primært fungerer som vagthavende og fødeleverandør i de første uger.
Grævlingeungerne fødes blinde, dunede og kun knap 100 g tunge. Tidslinjen ser typisk sådan ud: øjnene åbnes efter ca. 4-5 uger; de første tøvende ture udenfor sættet finder sted omkring uge 6-8; fravænningen sker ved 10-12 uger, hvorefter de gradvist følger de voksne på nattens fourageringstogter og bliver næsten helt selvstændige i sensommeren. Den sociale struktur i klanen - ofte 2-8 beslægtede voksne plus årets unger - giver ungerne flere »lærermestre« og øger overlevelsen. Ynglesuccesen kan dog svinge betydeligt fra år til år og sted til sted, påvirket af fødegrundlag (regnorme, biller, frøer m.m.), hårde vintre eller våde forår, menneskelig forstyrrelse ved sættet og trafikuheld i forældrenes hjemmeområde.
Hvor bor grævlingen? Levesteder, sæt og spor i det danske landskab
Grævlingen findes i det meste af Danmark - fra Lolland-Falsters bølgende agre til Nordjyllands hedebakker - men den vælger ikke sine bosteder tilfældigt. Artens foretrukne landskab er en mosaik af små løvskove, krat, markkanter, levende hegn og let kuperede, veldrænede jorde, hvor sand eller grus gør det nemt at grave. Særligt syd- og vestvendte skråninger bruges flittigt, fordi de både er tørre, frostfri og hurtigt opvarmes om foråret. I sådanne biotoper kan en enkelt klan (familiegruppe) disponere over et hjemmeområde på 30-150 ha, hvor de følger faste stier gennem vegetationen på deres natlige fourageringstogter efter regnorme, insekter, frugt og korn.
Selve boligen kaldes et sæt, og de fleste klaner råder over flere. Hovedsættet er det største: et forgrenet gangsystem på ofte over 30 m med 5-10 ovale indgange, redekamre foret med græs, mos og løv samt lodrette lufthuller, der fungerer som naturlig ventilation. I yderkanten af territoriet anlægges mindre annex- og satellitsæt, som kan bruges til sommerresidens, nødly eller til at undgå parasitter. Placeringen går ofte i arv i årtier; man kender sæts, der har været beboet af generation efter generation i mere end 100 år, og de kan let kendes på jordvolde af udgravet sand blandet med nedgnavede kviste, gamle strøelsesbolde og karakteristiske klomærker ved indgangene.
Rundt om sættet finder man et netværk af trampestier, som leder til føderige marker, bærbusketter og vandhuller, samt små, lavvandede latriner - åbne huller, hvor klanen markerer territoriet med afføring og duftstoffer. Grævlingen er sky og rent nataktiv; derfor kan den leve tæt på mennesket, så længe der er ro i døgnets mørke timer og tilstrækkelig føde i villahaver eller parker. Alligevel trues arten lokalt af trafikdrab, fragmentering af levesteder og støjende anlægsarbejder, der kan få hele klaner til at forlade et sæt. Veldrevne faunapassager, opsatte hegn langs veje og hensyn ved skovning eller byggeri er derfor afgørende, hvis den danske grævling fortsat skal have trygge steder at bo.