Sådan kender du forskel på sølvmåge og fjordmåge

Har du nogensinde stået på en dansk havn, kigget ud over vandet og tænkt: “Er det egentlig en sølvmåge eller en fjordmåge, jeg ser på?” Du er langt fra den eneste. De to arter ligner hinanden så meget, at selv øvede fuglekiggere indimellem må knibe øjnene sammen for at være helt sikre.

Men fortvivl ikke! Med få, velvalgte fiduser kan du lære at skelne dem ad på et splitsekund - også når blæsten rusker og lyset driller. I denne guide dykker vi ned i præcis de detaljer, som gør forskellen: fra størrelsesforhold og benfarver til vingespejle og vinterdragter. Undervejs får du også indblik i deres stemmer, levevis og klassiske kiksetips, så du kan kalde den rigtige art hver gang.

Sæt kikkerten for øjet, spids ørerne, og lad os sammen kaste os ud i den ultimative “måge-duel”: Sølvmåge vs. Fjordmåge.

Hvorfor bliver de forvekslet? Hurtig startguide

Sølvmåge (Larus argentatus) og fjordmåge - også kendt som stormmåge (Larus canus) - er to af Danmarks mest almindelige måger. De deler mange af de samme levesteder langs kyster, havne og indlandssøer, og deres grundlæggende farvepalette (grå ryg, hvid underside, sorte vingespidser) er næsten identisk. Derfor forveksler både begyndere og garvede feltornitologer dem ofte ved et hurtigt øjekast.

Set side om side er forskellene tydelige, men i felten står man sjældent med den luksus. I stedet møder man én ensom måge i modlys eller i blæsevejr, og så bliver proportionerne svære at bedømme. Det er præcis her, at nogle få, nemt huskede kendetegn kan gøre forskellen mellem usikkerhed og sikker bestemmelse.

Tre hurtige feltnøgler:
1. Størrelse: Sølvmågen er en stor måge (vingefang op til 150 cm); fjordmågen er mellemstor (vingefang op til 120 cm).
2. Benfarve: Sølvmågens ben er lyserøde til kødfarvede; fjordmågens er frisk grønlig-gule.
3. Øje & næb: Sølvmågen har lys (ofte gul) iris og en tydelig rød gonys-plet på nederste næbhalvdel; fjordmågen har mørk iris og intet rødt næbtegn.

Huskereglen er enkel: Stor + lyserøde ben + lys iris & rød plet = sølvmåge; mindre + grønliggule ben + mørk iris uden plet = fjordmåge. Hvis du kan tjekke disse tre detaljer - også på lang afstand med en kikkert - har du allerede elimineret 90 % af alle fejltagelser mellem de to arter.

Størrelse, kropsform og proportioner

Når du møder en blandet flok måger på en mole eller strand, er det ofte den overordnede form - den såkaldte “jizz” - der først afslører arten. Sølvmågen virker generelt som en kraftkarl: brystet er dybt, kroppen lang og tunge, hovedet bredt og næbbet markant tykt. Hos fjordmågen er det modsatte tilfældet: fuglen er markant mindre, spinklere og mere finbygget med relativt smalt næb og et mere afrundet, nydeligt hoved. Vingerne følger samme mønster - sølvmågens er kraftige og brede, fjordmågens smallere og mere tilspidsede. Størrelses-forskellen er så tydelig, at en adult sølvmåge kan minde om en “mellemting” mellem fjordmåge og den endnu større svartbag.

På land forstærkes kontrasterne. Sølvmågens tyngde får den til at stå med lavt, fremadskudt bryst og en let “hængende” buglinje, mens fjordmågen ofte har en mere oprejst, elegant holdning hvor benene ser relativt lange ud. I profil virker sølvmågens hoved nærmest firkantet med en udtalt pande og et “bokserkæbe-”næb; fjordmågen har et mere harmonisk, rundpandet hoved og et lige, slankt næb. Sammenholder du de to arter side om side, vil fjordmågens proportioner minde om en miniatureudgave af sølvmågens - men med en mere letbenet, nærmest dueagtig fremtoning.

I luften skiller de sig yderligere: Sølvmågen flyver med djupe, kraftige vingeslag, som om den “pumper” sig frem, og svæver derefter tungt på sine brede vinger; silhuetten er bredskuldret med et langt bagkropstræk. Fjordmågen derimod har hurtigere, mere elastiske vingeslag og kan minde om en lille stormfugl, når den glider elegant i lav bue over bølgerne. I glid flyver den tit med knæk på håndleddet, hvilket giver vingen en fin s-formet bue, mens sølvmågen fremstår mere plan med et “bræt-agtigt” vingeforløb. Holder du øje med vingeslagsrytme, vingebredde og kropsholdning i svæv, har du tre sikre pejlemærker til hurtigt at skelne de to arter - selv på lang afstand.

Adulte kendetegn: fjerdragt, næb, ben og vingetegning

Ryg og mantel: Hos den voksne sølvmåge fremstår ryggen en anelse mørkere, kold blygrå, mens fjordmågens ryg er et halvtonelysere grå og kan se næsten blålig ud i skarpt lys. Når fuglene står side om side, virker sølvmågen derfor mere kontrastrig - især fordi dens hals og bug oftest holder en ren hvid farve uden for vinteren. Om vinteren får begge arter fine, brune striber i hovedfjerene, men stribningen er tykkere og mere udbredt hos sølvmågen og danner et næsten ’hætte-agtigt’ skær, mens fjordmågen kun har let sprinklet stregning bag øjet og i nakken. Vingerne følger samme tendens: sølvmågen har bredere håndsvingfjer med mere udtalt sort felt, fjordmågen smallere og lysere grå vinger, hvilket allerede i hvile giver en anderledes “rent” overlinje.

Hoved, øjne og næb: Sølvmågens øjne er iøjnefaldende lyse - ofte gullige eller næsten hvide - indrammet af en rød orbitalring, hvilket giver et gennemborende blik. Fjordmågen har derimod en mørk, nøddebrun iris, som får hele hovedet til at se blødere ud. På næbbet finder man det vigtigste enkeltkendetegn: den røde gonys-plet på sølvmågens nedre næbgren, som helt mangler hos fjordmågen (dens næb er homogent gulgrønt, undertiden med svag mørk spids om vinteren). Kombineres næbforskellen med benenes farve er forveksling næsten umulig: sølvmågens ben er lyserøde til kød-farvede, mens fjordmågens ben er grønlig-gule; i godt lys kan de se limefarvede ud.

Vingespidser og spejle: I fuld adult dragt har begge arter sorte spidser på de yderste håndsvingfjer (P5-P10), men mønsteret varierer. Sølvmågen viser store, firkantede hvide spejle på P9 og P10 samt en hvid “tungerod” ind i det sorte felt, som danner en W-formet overgang, der er tydelig i flugt. Fjordmågen har mindre, runde spejle - ofte kun på P10 - og den sorte spids virker længere og mere ubrudt. Set bagfra virker sølvmågens vingespids derfor lysere (flere hvide felter), mens fjordmågens primærfelt fremstår som en mere kompakt, sort handske. Når fuglene glider forbi over vandet, kan man således bruge en enkel “hvidt-sort-hvidt test”: meget hvidt = sølvmåge; smal, mørk kant = fjordmåge.

Ungfugle og aldersdragter: sådan undgår du vinterfejl

Førsteårs­fuglene (1K/juvenile) giver flest hovedbrud, fordi både sølv- og fjordmåge endnu mangler de rene grå rygfjer og sorte vingespidser, vi kender fra adulte fugle. Kig derfor på dækfjer og tertialer: Sølvmågens skulderdækfjer er grovere skæltegnede med brede mørkebrune centre og bleggule rande, mens fjordmågens virker finere og mere “pebrede”. Tertialerne hos sølvmåge har en bred, mørk terminalbånd med skarp, lys kant; hos fjordmåge er tertialerne mere ensartet brune med smal, ofte flosset lys kant. Allerede her skiller arterne sig, når de står side om side på en mole - sølv­mågens øvre dækfjer ser nærmest plankegrove ud, fjord­mågens silke­fint mønstrede.

Kontraster i hånd­sving­fjer og blødere farveskift gennem vinteren er næste nøgle. Sølvmågens 1K har tydeligt mørke håndsvingfjer, der fremstår som “sorte handsker” i flugt mod en mere gråbrun overside; fjordmågen er mere jævnt brungrå uden samme markante kontrast. I løbet af 1. vinter (dec-feb) begynder næb og ben at ændre kulør: sølvmågens næb skifter fra helt sort til tofarvet med lysere basis, mens benene forbliver kødfarvede eller lyserosa; fjordmågen får i stedet et mere grøngult skær på både næbbasis og ben allerede fra januar. Når foråret nærmer sig (marts-april), er det derfor normalt, at en “mørknæbbet” måge med spor af grøngule ben er en fjordmåge, hvorimod en stadig lyserosa-benet fugl næsten altid er sølvmåge.

Nedenfor finder du en hurtig tjekliste til felten - brug den som side-by-side guide, især på vinterlige havne­besøg:

• Skulderdækfjer: grove, skællede > sølvmåge | fine, pebrede > fjordmåge.
• Tertialernes lys kant: bred og ren hvid > sølvmåge | smal og ujævn > fjordmåge.
• Håndsvingfjer-kontrast: sorte “handsker” > sølvmåge | mere ensfarvet > fjordmåge.
• Næb vinter: helsort → tofarvet, lyserosa ben > sølvmåge | sort → grønlig basis, gulgrønne ben > fjordmåge.
• Fælderetning forår: tydelige grå rygfjer pletvis > sølvmåge (2K) | mere samlet, askebrun overside > fjordmåge.

Levested, adfærd og stemme – hjælp fra kontekst

Hvor møder du dem? Sølvmågen er Danmarks mest udbredte store måge ved kysterne: den patruljerer havne, moler, fiskeauktioner og ikke mindst moderne lossepladser, hvor den kan ses året rundt i store, støjende flokke. Fjordmågen foretrækker derimod ofte indlandsnære miljøer - lavvandede søer, vådenge, brakvand og dyrkede marker - især i vinterhalvåret, hvor den raster i blandede flokke med hættemåger. Der er dog betydeligt overlap: fjordmåger kan sagtens stå side om side med sølvmåger på en havnemole, mens store flokke af sølvmåger tit fouragerer på nyligt gødede marker inde i landet. Brug derfor lokaliteten som et fingerpeg, ikke et facit.

Adfærd og fødesøgning:

• Sølvmåge: Grov metode - hapser fiskerester fra trawlere, river affaldsposer op og stjæler madpakker ved badestrande. I luften virker den kraftfuld med dybe, rolige vingeslag og bred V-profil under svæv.
• Fjordmåge: Mere “finspisende” - plukker orme og insekter på fugtige enge, følger plove efter regnorme og kan dyppe næbbet let i vandoverfladen efter småfisk. Flugten er hurtigere og mere elegant med hurtigere vingeslag og smallere vinger, som får fuglen til at virke næsten ternelignende på afstand.

Stemme - når øret hjælper øjet: Sølvmågens klassiske “ha-ha-ha-ha-haah” er et højt, råt latterkald, der bærer langt over havnen. Fjordmågen lyder blødere og lysere; dens kontaktkald minder om en miavende kat: “kjæ-yah” eller et opadgående “ki-eh”. I blandede flokke kan du ofte afsløre fjordmågernes tilstedeværelse, før du ser dem, ved netop de lysere miauen-de toner.
Sæson-tips: Småflokke af fjordmåger topper i Danmark november-marts og raster gerne på frostfrie lavvandede søer; tjek især diger og kornstubmarker på stille vinterdage. Sølvmågens antal er mest konstant, men antallet stiger markant omkring fiskehavnene i sommerens højsæson for industrifiskeri. Brug altså både sted, tid og lyd som ekstra brikker i puslespillet, når silhuet og farver driller.