Sådan rapporterer du Scope 1-3-udledninger

Kan du sætte præcis tal på, hvor meget CO₂ din virksomhed reelt står for? Hvis svaret er nej, er du langt fra alene - men du risikerer at blive hægtet af det grønne kapløb. Nye EU-krav, klimabevidste kunder og investorer med skarpt fokus på ESG gør det ikke længere til et valg, men et must at dokumentere både dine direkte og indirekte udledninger.

Det lyder komplekst: Scope 1, Scope 2, Scope 3, basisår, konsolideringsmetoder, markeds- og lokationsbaseret el, 15 kategorier i værdikæden … Men ro på! I denne guide får du et praktisk og jordnært overblik, der trin for trin viser, hvordan du går fra rå data til troværdig rapportering - og videre til konkrete klimahandlinger.

Hvorfor læse videre? Fordi præcis klimadata kan blive din virksomheds stærkeste konkurrenceparameter. Når du mestrer rapporteringen, åbner du døren til bedre risikostyring, lavere energiomkostninger og muligheden for at tiltrække både grøn kapital og talent. Lad os tage fat på, hvordan du gør det rigtigt første gang - til gavn for klimaet, din bundlinje og dansk natur.

Overblik: Hvad er Scope 1, 2 og 3 – og hvorfor rapportere?

GHG-protokollen opdeler virksomheders drivhusgasudledninger i tre “scopes”.
Scope 1 dækker de direkte emissioner, som virksomheden selv har ejerskab over - fx forbrænding af naturgas i kedler, diesel i egne lastbiler, lækage af kølemidler eller procesudledninger fra cement- eller fødevareproduktion.
Scope 2 omfatter de indirekte emissioner fra indkøbt energi, typisk elektricitet, fjernvarme eller damp; her er udledningen flyttet til kraftværket, men sker som følge af virksomhedens forbrug.
Scope 3 favner hele værdikæden og er typisk størst: indkøbte råvarer og kapitalgoder, transport til/fra leverandører og kunder, medarbejderes pendling og forretningsrejser, brug af solgte produkter (fx brændstof i en bil) samt end-of-life-behandlingen af produkterne. Ved at placere al CO₂e i disse tre “kasser” bliver regnskabet sammenligneligt på tværs af brancher og lande.

Hvorfor rapportere? Forretningen får et objektivt klimakompas: Risici (regulering, CO₂-afgifter, forsyningskædesårbarhed) og muligheder (energieffektivitet, nye grønne produkter) bliver tydelige, og en troværdig baseline er afgørende for at sætte science-based mål. EU’s nye bæredygtighedsrapportering CSRD og standarden ESRS E1 kræver komplet Scope 1-3-opgørelse samt plan for reduktion, mens finanssektoren efterspørger data for at vurdere klimarisiko og taksonomi-alignment. Kunder og offentlige udbud vægter i stigende grad CO₂-performance, investorer ser efter konsistente data, og myndigheder kan sanktionere mangelfuld eller misvisende rapportering. Gennemsigtig, verificerbar rapportering demonstrerer derfor ansvarlighed, styrker brandet og kan give adgang til kapital og markeder - kort sagt: det betaler sig at kende sine tal.

Afgrænsning: Organisationsgrænser, driftsgrænser og basisår

Første skridt er at fastlægge organisations- og driftsgrænserne. Vælg én konsolideringsmetode og brug den konsekvent: Equity-share (rapportér ud fra den juridiske ejerandel), finansiel kontrol (hvor virksomheden styrer budget og regnskab), eller operationel kontrol (hvor I bestemmer daglig drift og procedurer). Notér eventuelle joint ventures og minoritetsaktiver separat, så de ikke forsvinder i rapporteringen. Fastlæg rapporteringsperioden (typisk kalenderår) og definer et basisår med robuste data, så fremtidige reduktioner kan måles retvisende; genberegn basisåret, hvis strukturelle ændringer >10 % forekommer. For Scope 2 skal I opgøre både location-based (landets gennemsnitlige residualmix) og market-based emissioner (fx oprindelsesgarantier, PPA’er eller egen VE-produktion) for at vise effekten af jeres indkøbte strøm. Angiv tydeligt hvilken metrik I bruger til mål, KPI’er og bonusordninger.

Næste skridt er en fuld Scope 3-screening på tværs af de 15 GHG-kategorier - fra indkøbte varer og tjenesteydelser til end-of-life-behandling af solgte produkter. Start med et high-level estimat (fx spend-baseret) for at identificere hot-spots, og uddyb derefter kategorier med høj væsentlighed (typisk kategori 1, 3, 11 og 13). Sørg for at eliminere dobbeltoptælling: emissioner fra leasede aktiver må kun ligge ét sted (Scope 1+2 eller Scope 3 kategori 8/13), og upstream transport må ikke både indregnes af køber og transportør uden klar rollefordeling. Dokumentér evt. data-lockers (områder hvor leverandører ikke deler primære data) og brug konservative, brancheanerkendte faktorer indtil partnerskaber giver bedre tal. Afslut screeningen med en kort matrix (høj udledning / lav kontrol vs. lav udledning / høj kontrol) som beslutningsgrundlag for mål, ressourcer og fremtidig datakvalitetsforbedring.

Datagrundlag: Aktivitetstal, emissionsfaktorer og datakvalitet

Første skridt er at kortlægge alle relevante aktivitetstal på tværs af virksomhedens værdikæde. Til Scope 1 omfatter det fx mængder af naturgas, diesel, benzin, kølemidler og øvrige procesbrændsler, mens Scope 2 kræver detaljerede aflæsninger for el- og fjernvarmeforbrug samt eventuelle egenproducerede vedvarende kWh. Scope 3 dækker et bredt spektrum: indkøbte varer og tjenesteydelser (kg, kr. eller enhedstal pr. varekategori), upstream-transport (ton-km), forretningsrejser og pendling (km efter transporttype), affald (kg pr. fraktion), kapitalgoder (anskaffelsespris eller vægt), solgte produkters brugsfase (energiforbrug pr. enhed) og end-of-life-scenarier. Jo mere granulære målingerne er - fx liter brændstof i stedet for kr. - desto mere præcis bliver senere beregning og prioritering af reduktioner.

Når kilden til aktivitetstallene er afklaret, skal der vælges passende emissionsfaktorer. I praksis etableres et hierarki: 1) Primære faktorer fra leverandører eller livscyklus-studier (fx LCA-data på specifikke materialer), 2) autoritative databaser som DEFRA/BEIS, IPCC eller IEA for brændstoffer og transport, 3) nationale kilder som det danske residualmix for lokationsbaseret el, 4) oprindelsesgarantier (GoO) og PPA’er til markedsbaseret el, og 5) branchegennemsnit hvis intet andet findes. Vælg altid faktorer med samme GWP-grundlag og referenceår som rapporteringsperioden; i EU anbefales IPCC AR6-værdier for CH₄ og N₂O samt et 100-års tidshorisont.

Datakvaliteten bør vurderes systematisk efter kriterier som nøjagtighed, fuldstændighed, aktualitet, transparens og konsistens. Mange virksomheder anvender en simpel ABC-rating, hvor A-data er direkte målinger, B-data er leverandørspecifikke estimater, og C-data er branchegennemsnit. Vurderingen dokumenteres, så ledelsen ser, hvor usikkerhederne ligger, og hvor indsatser for bedre data giver størst værdi. Husk også at registrere antagelser - fx fyldningsgrad for lastbiler, levetid for IT-udstyr eller scenarier for plastaffald - for at gøre beregningerne reproducerbare.

Endelig skal virksomheden etablere robust datastyring. Det indebærer klare roller og ansvar (fx energiansvarlig, indkøbsafdeling, HR for rejser), versionsstyring af emissionsfaktor-biblioteket og integration til ERP- og IoT-systemer, så data flyder automatisk. Overvej et centralt CO₂-dashboard eller specialiseret GHG-software, der logfører kilder, datokoder og revisionsspor - og som kan eksportere data til ESRS E1-rapportering. Kombineret med årlige interne audits og ekstern verifikation (ISO 14064-1) sikrer det konsistens, reducerer manuelle fejl og fremmer løbende forbedring af både data og klimaindsats.

Beregningsmetoder: Fra formel til kategori-specifik opgørelse

Grundformlen er altid den samme: CO₂e = aktivitet × emissionsfaktor. Aktivitetstal kan være liter diesel, kWh el, ton affald osv., mens emissionsfaktoren hentes fra fx DEFRA/BEIS eller nationale databaser. Dokumentér tydeligt alle antagelser i en metode­note: om brændværdier, højere/lavere brændværdi (HHV/LHV), om data er målt, estimeret eller ekstrapoleret, samt hvilken tidsperiode de dækker.

• Scope 1 - forbrænding og procesemissioner: mål brændstofforbrug fra kedler, køretøjer og nødgeneratorer, og supplér med procestabeller for fx kølemidler (GWP-tal fra IPCC AR6) eller kalknedbrænding i betonproduktion.
• Scope 2 - elektricitet og fjernvarme: beregn både location-based (residualmix fra Energinet) og market-based (oprindelsesgarantier, PPA’er eller elproduktets deklaration). Brug energi­statistikker i kWh, multiplicér med relevante faktorer og angiv separat ved brug af vedvarende certifikater.

Scope 3 kræver kategori-specifikke metoder:

• Indkøbte varer og services (Kategori 1): vælg spend-, masse- eller supplier-specifik LCA-metode. Spend-baseret = omsætning × økonomiske emissionsfaktorer; leverandør-LCA giver lavere usikkerhed.
• Brændstof- og energi-relaterede aktiviteter (Kat. 3): brug samme energidata som Scope 1-2, men med upstream-faktorer for produktion/transport af brændslet.
• Upstream transport & distribution (Kat. 4) og downstream (Kat. 9): ton-km × mode-specifik faktor eller fragtfakturaer med faktisk brændstofforbrug.
• Affald (Kat. 5): ton pr. fraktion × behandlingsspecifik faktor (forbrænding med/uden energigenvinding, genanvendelse mv.).
• Forretningsrejser og pendling (Kat. 6-7): antal km × transportmiddel-faktor; overvej hjemmearbejdsdage og elbiler.
• Kapitalgoder (Kat. 2) og udstyr: investeringssum × CAPEX-faktor eller EPD’er for større aktiver.
• Solgte produkters brug (Kat. 11) og end-of-life (Kat. 12): beregn levetidsenergiforbrug pr. enhed multipliceret med solgt volumen; brug produkt-LCI eller energimodeller.

Usikkerhed og særlige emissionstyper: Opstil ±-interval eller konfidensniveau for hver datakilde, og gennemfør følsomheds­analyse på de største drivere. Biogene emissioner (fx fra biomasse, træpaller eller landbrugs­restprodukter) opgøres separat; angiv LULUCF-flux (ændring i kulstof­lagre) hvor relevant. Ved brug af CO₂-fangst, lagring eller krediter (offsets) skal disse bogføres uden for scopes og beskrives som separate poster. Værktøjer og software: Excel kan række til de første år, men større organisationer bør anvende dedikerede platforme som Spherics, Position Green, Normative eller Envizi, der understøtter automatiseret dataindhentning, versionsstyring, audit-trail og eksport til ESRS E1-format. Uanset værktøj bør der implementeres interne kontroller (fire-eye-review, locked cells) og årlig third-party verifikation efter ISO 14064-1 for at sikre troværdighed.

Rapportering og compliance: GHG-protokollen, ESRS E1/CSRD og verifikation

Når du udarbejder selve klimarapporten, skal den først og fremmest spejle både GHG-protokollens struktur og kravene i ESRS E1 under CSRD. Det betyder, at resultater præsenteres scope-vis - Scope 1, Scope 2 (både location-based og market-based) samt hver af de 15 Scope 3-kategorier - og at tal fra basisåret vises side om side med det seneste regnskabsår. Angiv altid absolutte emissioner (t CO₂e) og emissionsintensiteter (fx t CO₂e/mio. DKK omsætning eller t CO₂e/produkt), og dokumentér metodik, datakilder og antagelser i et separat metodik-afsnit. Biogene emissioner, LULUCF-poster og eventuelle kompensationer rapporteres adskilt, så brugere tydeligt kan se forskellen mellem reduktioner i værdikæden og eksterne offset-køb.

Governance og interne kontroller er næste nøgleelement. Beskriv tydeligt, hvordan bestyrelsen eller direktionen har ejerskab for klimarapporteringen, og hvordan roller, ansvar og godkendelsesprocesser er forankret i organisationen. Implementér et internt kontrolsystem baseret på “plan-do-check-act”, hvor bl.a. aktivitetsdata valideres ved kilde, ændringer i emissionsfaktorer logges, og restatements håndteres via en formel ændringsprocedure. Hvis virksomheden ændrer organisationsgrænser eller metodik, skal de historiske data opdateres retrospektivt og ændringerne forklares i rapporten i henhold til ESRS E1-kravet om sammenlignelighed.

Endelig bør rapporten underkastes uafhængig verifikation. Vælg et anerkendt standard­grundlag - typisk ISO 14064-1 (tallene) kombineret med ISAE 3000 (proces og narrativ) - og definer omfanget af assurance (limited vs. reasonable). Revisor eller tredjepartsverifikator skal teste datakvalitet, sporbarhed og kontrolmiljø, hvorefter en verifikations­erklæring med eventuelle “emphasis of matter”-punkter offentliggøres sammen med klimarapporten. Dette øger troværdighed over for investorer, myndigheder og kunder - og lever op til CSRD’s krav om assurance on sustainability reporting.

Fra tal til handling: Mål, reduktionsplaner og løbende forbedring

Sæt ambitiøse, videnskabsbaserede mål: Start med at validere jeres reduktions­mål hos Science Based Targets initiative (SBTi), så de er på linje med 1,5 °C-scenariet. For at nå disse mål skal I arbejde efter et abatement-hierarki: 1) Undgå unødvendige aktiviteter (fx virtual-møder i stedet for flyrejser), 2) Reducér energiforbrug og proces­emissioner via effektive motorer, varme­genvinding og lækage­kontrol, 3) Erstat fossil energi med grøn el gennem PPA’er og danske oprindelses­garantier (GoO) samt bæredygtige biobrændsler, og 4) Kompensér rest­emissioner som sidste udvej med kvalitets­sikrede kreditter (fx Gold Standard). Målene nedbrydes i absolutte reduktions­mål og intensitets­mål (kg CO₂e pr. omsætnings­krone, produkt eller km), og kobles til finansielle nøgletal via intern CO₂-pris (typisk 500-1.500 kr./t).

Fra roadmap til drift: For hver af de tre scopes udformes en handlingsplan med klare ansvarshavere, budgetter og tidslinjer. Energisøjlen: energi­effektiviseringer (ISO 50001), PPA/GoO samt onsite solceller eller varmepumper. Proces­søjlen: substituer opløsnings­midler, optimer kemiske recepter og fang proces-CO₂ hvor muligt. Værdikæde­søjlen: involvér leverandører gennem Code of Conduct, joint LCA’er og preferencetillæg baseret på deres emissions­intensitet; redesign produkter til cirkularitet (modulært design, genanvendelige materialer) og forlæng levetid/lease-modeller for at minimere Scope 3-kategori 11 & 12 (brug og end-of-life). Spor fremdrift via KPI’er (fx %-andel grøn el, Scope 3-dækning, leverandørers SBTi-commitment) og gennemfør årlig opfølgning med ledelses­review, ESG-rapportering og justering af CO₂-pris og investerings­prioriteter, så læring fra data løbende omsættes til nye reduktions­tiltag.