Sådan vurderer du klimaeffekten af genbrugsmaterialer

Genbrug lyder umiddelbart som den grønne trylleformular: Når vi giver gamle byggematerialer, glasflasker eller plastemballager nyt liv, sparer vi ressourcer og CO₂ - ikke? Så enkelt er det desværre ikke. Klimaeffekten afhænger af alt fra, hvordan materialet indsamles og forarbejdes, til hvilket strøm­mix der driver maskinerne, og hvor længe det ”nye” produkt holder.

I takt med at Danmark skruer op for klimaambitionerne - 70 % reduktion i 2030, CO₂-neutralt byggeri i 2025 og cirkulære offentlige indkøb - vokser kravet om hårde tal frem for mavefornemmelser. Bygherrer, producenter og kommuner skal kunne dokumentere, præcis hvor meget genbrug og genanvendelse batter på klimakontoen.

Denne artikel giver dig den komplette værktøjskasse til at vurdere klimaeffekten af genbrugsmaterialer - fra de grundlæggende begreber til avancerede livscyklusberegninger. Vi guider dig igennem:

• Hvad ”klimaeffekt” egentlig dækker over, og hvorfor CO₂e ikke siger alt.
• De vigtigste standarder og metoder (ISO 14040/44, EN 15804 osv.).
• Hvor du finder danske data og hvilke faldgruber, du skal undgå.
• Et trin-for-trin-flow, der gør det muligt at sammenligne genbrugte og jomfruelige materialer på et oplyst grundlag.

Uanset om du er rådgiver, indkøber eller nysgerrig klimaentusiast, vil du efter læsningen kunne gennemskue myterne, stille de rigtige krav - og ikke mindst regne på, hvor meget CO₂ din genbrugsløsning faktisk sparer. Lad os kaste os ud i det!

Hvad betyder klimaeffekt af genbrugsmaterialer?

Genbrug (reuse), genanvendelse (recycling) og forberedelse til genbrug er tre beslægtede, men adskilte strategier til at holde materialer i kredsløb og dermed reducere behovet for nye råstoffer. Kort fortalt betyder genbrug, at et produkt bruges igen til samme formål med minimal bearbejdning - f.eks. en palle eller et murstensskifte, der blot renses og opstilles et andet sted. Forberedelse til genbrug dækker over de reparationer, test og rengøringsprocesser, der gør et kasseret produkt klar til at blive genbrugt. Genanvendelse indebærer derimod en industriel proces, hvor materialet nedbrydes (mekanisk, kemisk eller termisk) og indgår som råvare i nye produkter, som når gamle PET-flasker omsmeltes til nye plastgranulater. De tre strategier placerer sig hierarkisk i affaldspyramiden, hvor direkte genbrug har den største potentielle klimaeffekt, fordi det bevarer mest materiale- og energiværdi.

I en dansk kontekst er disse strategier afgørende for at nå både 70 %-reduktionsmålet i 2030 og de langsigtede mål om klimaneutralitet og cirkulær økonomi i 2050. Materialer udgør i dag ca. 45 % af Danmarks forbrugsrelaterede drivhusgasudledninger, og EU’s affaldsdirektiver stiller stigende krav til genanvendelses- og forberedelsesrater. Samtidig skal Ressource- og Affaldsplanen sikre, at mere end 55 % af kommunalt affald genanvendes fra 2025. Hver gang et kilo stål, beton eller plast substitueres af et sekundært materiale, spares der ikke blot CO₂e fra energikrævende primære produktionsprocesser; man reducerer også pres på knappe råstoffer som grus, aluminium og kritiske metaller. Derfor optræder genbrugsmaterialer i grønne offentlige indkøbskriterier, Klimaministeriets vejledninger og i de frivillige bæredygtighedsklasser i byggeriet.

Efterspørgslen drives især af bygge- og anlægssektoren (ansvarlig for over 5 mio. ton byggeaffald årligt) og emballage- og detailsektoren, hvor lovkrav om engangsplastreduktion og produktejeransvar belønner høj genanvendelsesandel. For at vurdere den klimaeffekt kvantitativt ser man på CO₂-ækvivalenter (CO₂e) udledt over hele produktets livscyklus - fra udvinding af råvarer (cradle) til slutbehandling (grave). Det omfatter energi til indsamling, sortering, transport, forarbejdning, eventuelle tab ved kvalitetssvind og den kreditering, der opstår, når et sekundært materiale træder i stedet for et jomfrueligt. Resultatet udtrykkes oftest som kg CO₂e per funktionel enhed (fx per ton knust beton eller per m² genbrugte mursten), hvilket gør det muligt at sammenligne valg af materialer på tværs af projekter og sikre, at genbrug reelt giver en netto klimabesparelse.

Metoder og standarder: sådan måler du

Livscyklusvurdering (LCA) er det internationale hovedværktøj til at kvantificere klimaeffekten af materialer - inklusive genbrugte. Metoden beskrives i ISO 14040/44, mens sektorspecifikke krav kommer fra bl.a. EN 15804 (byggevarer) og EU-rammen Product Environmental Footprint (PEF). Når du henter data i en miljøvaredeklaration (EPD), er den typisk udarbejdet efter disse standarder og opdelt i moduler A1-C+D.
Nøglen er at etablere én klar funktionel enhed - fx “1 m² facadesystem, driftet i 60 år” eller “1 tons transportklar plastpalle”. Den gør resultater sammenlignelige og definerer, hvor meget genbrugsmateriale der reelt skal levere samme service som et nyt. Dernæst vælges systemgrænser: “cradle-to-gate” (kun produktion), “cradle-to-grave” (hele livscyklussen) eller modulopdelingen A1-A3 (råmateriale + fremstilling), A4 (transport til site), A5 (installation), B (brugsfase), C (end-of-life) og D (kreditter fra genbrug/genanvendelse uden for systemet).

Hvordan fordeles klimaansvaret, når et materiale får flere liv? Her anvendes allokering:

• Recycled content: Den første producent pålægges hele belastningen, mens genbruger indregner den procesenergi, der skal til for at bringe materialet tilbage i kredsløb.
• End-of-life/50-50 split: Belønnings- og belastningsdelen deles mellem første og næste liv (bruges i EN 15804).
• Cut-off: Alt “arvet” kulstof og energi skæres væk; den, der bruger affaldet, starter fra nul og pålægges kun egen indsats (anbefalet i PEF).

Datakilder og værktøjer i dansk kontekst

Første stop på jagten efter pålidelige tal er de danske databanker. EPD Danmark rummer tredjepartsverificerede miljøvaredeklarationer fra danske producenter, som ofte dækker hele A1-A3 og giver klare oplysninger om genbrugsmateriale­andel samt scenarieantagelser for end-of-life. Klimadatabasen for byggeri (tidl. Den Frivillige Klimadatabase) leverer myndighedsgodkendte defaultværdier for mere end 600 byggevarer, mens LCAbyg binder det hele sammen i et gratis beregningsværktøj, hvor du kan indlæse både generiske databaseposter og projektspecifikke EPD’er. Tilsammen giver de tre kilder en solid basis for danske byggerier og offentlige indkøb, fordi datasets er tilpasset nationale energimix, affaldsstrømme og transportafstande.

Sammenligner du på tværs af sektorer eller har brug for nichematerialer, bør du supplere med internationale databaser som ecoinvent (bred, gennemsigtig, ofte brugt i forskningen), GaBi (detaljerede industridata), og cloud-baserede platforme som One Click LCA, der integrerer EPD’er fra mere end 70 lande. De fleste kan kobles direkte til software som SimaPro eller openLCA, så du hurtigt kan veksle mellem danske og globale scenarier. Vælg dog versioner med europæisk eller nordvesteuropæisk systemgrænse, så emissionstal for energi og affaldsløsninger matcher danske forhold.

Uanset kilde skal datakvaliteten testes systematisk. Spørg først: Er geografien korrekt? (fx nordisk elmix i stedet for EU-27). Dernæst: Er tidsligheden acceptabel? (data ældre end fem år bør som minimum opdateres med ny CO₂-intensitet for el). Endelig: Er repræsentativiteten rimelig? - dækker datasættet virkelig den proces, kvalitet og teknologi, du analyserer? Brug data quality indicators (DQR) eller den danske Trafik-lys-model, og dokumentér alle valg i rapportens bilag, så både bygherre og revisor kan følge dine antagelser.

Når data mangler, anvend en gennemsigtig metode: opskalér EPD’er fra beslægtede produkter, brug worst-case-approach (typisk +10-20 % CO₂e) eller konstruér et proxydatasæt ved at kombinere procesdata fra ecoinvent med dansk energimix. Sørg for at mærke proxyen tydeligt og kør altid en følsomhedsanalyse, hvor du viser effekten af ±20 % variation på de mest usikre input. På den måde kan beslutningstagere se, om usikkerheden er kritisk for projektets klimamål, og du undgår at dine resultater bliver tilsidesat som uigennemsigtige.

Trin-for-trin: sammenlign genbrugte og jomfruelige materialer

Trin 1 - Fastlæg funktion og kvalitetskrav: Start med at definere den funktionelle enhed (“1 m² tagdækning i 50 år”, “1 ton emballeret vare”, osv.) og de tilhørende ydeevne- og kvalitetskrav. Er genbrugselementet identisk med et jomfrueligt alternativ, eller har det lavere styrke, tykkelse eller æstetisk værdi? Beskriv også eventuelle certificerings- eller lovkrav (f.eks. CE-mærkning, DS/EN-standarder).

Trin 2 - Kortlæg processer: Tegn et simpelt flow-diagram for hele genbrugsstrømmen: indsamling → sortering → forbehandling (rengøring, nedbrydning) → reparation/omarbejdning → distribution til ny bruger. For hver boks noteres energi- og ressourcetype (el, diesel, vand, hjælpematerialer), materialetab (%) og eventuelle emissioner (partikler, affaldsfraktioner). Dermed bliver det klart, hvilke datakilder der senere skal indhentes.

Trin 3 - Medtag transport og energimix: Registrer alle transportled med afstand, lasttype og udnyttelsesgrad (fx 24 t lastbil, returfyldningsgrad 30 %). Brug danske standard-CO₂-faktorer, men lav alternativ beregning med EU-gennemsnit, hvis materialet importeres. Energiforbrug modelleres med aktuelt net-mix (ochre) samt et scenarie med fremtidig grøn el (light-green) for at vise følsomhed.

Trin 4 - Vurder levetid, vedligehold og materialetab: Ét års længere levetid kan veje tungere end hele LCA-gevinsten ved genbrug. Indsæt derfor realistisk levetidsprofil, vedligeholdelsesintervaller og degressivt materialetab (fx 2 % pr. cirkulation for plastkasser). Dokumentér kilder - helst feltdata eller nationale branchetal - og tydeliggør usikkerheden.

Trin 5 - Vælg slutscenarier og substitutionsantagelser: Beslut, om genbrugsmaterialet ender i closed loop (samme produkt) eller open loop (downcycling til lavere kvalitet). Det afgør, hvilken mængde jomfrueligt materiale der faktisk fortrænges. Brug EN 15804’s modul D, hvis du fører kreditter for fremtidig genanvendelse videre; ellers anvendes “cut-off” eller “recycled-content”-princippet.

Trin 6 - Beregn og lav følsomhedsanalyser: Indtast data i LCAbyg, GaBi, One Click LCA eller andet værktøj og få resultater i kg CO₂e pr. funktionel enhed. Lav derefter følsomhedsanalyser på: i) energimix, ii) transportafstande, iii) materialetab, iv) substitutionsrate. En ±20 % variation i antagelserne bør ikke ændre konklusionen radikalt - hvis den gør, skal datakvaliteten hæves.

Særlige opmærksomheder pr. materialetype:
Metaller: Høj genanvendelsesværdi; fokus på smelte-energi og skrotkreditter.
Glas: Tungt i transport; renhedsgrad > 95 % for at undgå fejlkvalitet.
Papir/karton: Fiberdegradering efter 5-7 cyklusser; energi ved afsværtning.
Plast: Downcycling almindeligt; additiver og farvestoffer kan hindre lukket loop.
Træ: Biogent kulstof skal tidskorrigeres; imprægnering påvirker forbrændingsscenarie.
Beton/tegl: Lav substitutionsfaktor pga. knust kvalitet; transportafstand er oftest største driver.

Afslut med en kort check-in: Er alle processer med? Stemmer allokationen med den valgte standard? Er resultaterne præsenteret som CO₂e ± usikkerhed? Når boksen er tjekket af, kan genbrug og jomfrueligt materiale nu sammenlignes på fair vilkår.

Faldgruber, tolkning og brug i praksis

Typiske faldgruber - kend dem, før du regner:

• Dobbeltregning af kreditter: Opstår når både recycled-content- og end-of-life-metoden anvendes på samme materiale, eller når systemgrænser (A1-A3 vs. D) blandes.
• Kvalitetstab og downcycling: En ton genanvendt plast erstatter sjældent én-til-én jomfruelig plast. Justér derfor for funktion (fx styrke, levetid) i den valgte funktionelle enhed.
• Blandede fraktioner og crude antagelser: Blandet papir, kompositplast eller tegl med mørtelrester giver lavere substitutionsrater og højere energiforbrug til sortering, som ofte overses.
• Biogent kulstof: I træ og papir skal du skelne mellem midlertidig lagring (A1-A3) og endelig frigivelse (C), ellers bliver din CO₂-balance skæv.
• Fortrængnings-effekter: En ”genbrugt” mursten giver kun kredit, hvis den reelt fortrænger en ny mursten - ikke hvis den ender på lager eller som vejfyld.

• Vælg én allokeringsregel og hold den konsekvent hele vejen (ISO 14044 §4.3.4).
• Dokumentér alle kvalitetsjusteringer (f.eks. 15 % materiale­tab ved nedknusning af beton) i et følsomheds-scenario.
• Brug nationale default-scenarier for affald (Miljøstyrelsens affaldsstatistik, BR18 bilag 1) som udgangspunkt, og lav derefter projektspecifik finjustering.
• Lad en kollega eller ekstern verificere flowdiagrammet - to ekstra øjne fanger ofte dobbelt­regning eller manglende processer.

• Er den funktionelle enhed klar og koblet til krav i udbuddet?
• Er datakilder repræsentative for Danmark (≤10 år gamle, samme el-mix)?
• Er kreditter/debitter forklaret, og er dobbelttælling udelukket?
• Er kvalitetstab eller materialetab dokumenteret med scenarier > ±20 %?
• Er resultaterne mappet til BR18, Klimakrav i offentlige indkøb og evt. DGNB?
• Er der udarbejdet en handlingsplan (fx genbrug >30 %, CO_2e loft) der kan følges op på?